REGLEN OM INDIVIDUALITET
En af de vigtigste regler jeg har lært er reglen om individualitet.
Reglen om individualitet fastslår at ingen to mennesker responderer identisk på en identisk belastning.
Hvis to mennesker eksempelvis løber 5 km ved 12 km i timen på samme rute, så vil de formmæssigt ikke responderer identisk på den belastning ligesom de ej heller har en identisk træthed efter passet.
Hvordan denne belastning absorberes og på hvilken måde man responderer på den afhænger af en sum af mange ting – herunder genetik, livsstil og træningsmæssig historik.
Dette forekommer enkelt at forstå, men er muligvis noget at det mest vanskelige at forstå at omsætte til praksis.
I mit arbejde som træner har jeg gang på gang erfaret at succes ikke baseres på hvordan den enkelte træner i forhold til andre, men altid er det de som har fundet ud af på hvilken måde de skal træne for at absorbere træning bedst.
Derfor kan man blandt andet konkludere at der ikke er en linær sammenhæng mellem den træningsbelastning man udsætter sig for og det resultat man får.
I min egen aktive karriere lærte jeg betydningen af reglen om individualitet.
Jeg trænede i 2005 omkring 11.5 timer om ugen og min samlet belastning for ugen var relativ beskeden, men jeg kom i fantastisk god form og vandt enda et par mindre stævner. De oplevelser gav mig motivation og lyst til virkelig at forsøge at forbedre mig markant.
Jeg kiggede på hvad nogle af de som var bedre end jeg gjorde og konkluderede at jeg måtte trænere mere og hårdere.
Resultatet blev at jeg ingen fremgang som sådan fik – ikke fordi jeg ikke arbejdede hårdere for at opnå forbedringer, men fordi belastningen var for stor i forhold til hvad jeg kunne absorbere og respondere på.
Set i bakspejlet var det egentlig ikke at jeg undervejs ikke vidste at forbedringerne udeblev, men jeg havde meget svært ved at skulle give slip/bakke af på træningen og ligge mig på min sofa når nu jeg havde besluttet mig for at gøre mit absolut bedste for at få de forbedringer jeg ønsket – jeg lærte at ens bedste er individuelt.
Efter at være begyndt et mere almindeligt arbejde end da jeg svømmede, cyklede og løb, har jeg konkluderet at reglen om individualitet også gør sig gældende udenfor træningens verden. Der er ingen garanti for succes blot ved at smide mange timer efter et projekt – eksempelvis kan man ikke konkludere, at hvis blot man sidder flere timer foran sin computer, så vil man få lavet mere.
Måske kan man i en uge eller to, men så er der behov for en pause fra arbejdet og man kunne have opnået mere ved en mere balanceret tilgang til sit arbejde.
På samme må man også sige, at der for en maler/kunster ikke er garanti for at der laves mesterværker blot fordi man laver mange værker.
I min erfaring og forståelse med individer må reglen om individualitet være grundlaget for at finde ud af hvad der er optimalt.
Ift. træning kan det synes fristende at fokusere på detaljer, men før alt andet må reglen om individualitet respekteres og være grundlag for de tilgang der gøres for at hjælpe den enkelte til at indfri sin målsætning.
Anders Hjortlund.
På billedet er Anders Hjortlund som er en triatlet jeg træner. Anders er et rigtig godt eksempel på hvad der sker når blot reglen om individualitet overholdes.
Efter en periode hvor han var gået i stå i sin triatlon karriere – både resultatmæssigt og ift. motivation, så gjorde vi dybeste set hvad Anders godt vidst han burde – sænkede belastningen – ikke for at træne lettere, men for de rigtige dage at kunne træne hårdere med den intensitet han responderede godt på.
Resultatet blev personlig rekord og bedre resultater end tidligere, herunder sejre i sin aldersklasser og samlet top 15 placeringer ved Ironman stævner og en mere glad og motiveret atlet. Ikke dårligt for en triatlet der havde kørt 22 ironmans.
Den fremgang var primært fordi han begyndte at overholde reglen om invididualitet
Min erfaring er at denne lektion i lige så høj grad gør sig gældende udenfor træning.
Happy training!
