“Hvor svært kan det mon være?”
“Hvad?”
“Artic Circle Race – 160 km langrendsløb på Grønland?”.
“Det ved jeg ikke, men der er vel kun måde at finde du af det på!”.
Nogenlunde sådan lød mine første ord om Artic Circle Race.
Jeg var på Samsø og drak rødvin med Erik Steffensen.
Man kan blive meget nysgerrig og ret modig når først den danske sommersol danser og en veloverstået middag fylder mest i kortidshukommelsen.
Jeg måtte til Grønland for at finde svaret.
Nu er sagen den at jeg i det meste af mit liv har stillet mit selv nogle sjove udfordringer og ikke alle har været lige gennemtænkte – denne skulle vise sig at være en af dem.
Idioten var mig.
Grundet et trailløb på 96 km og gud ved hvor mange 1000 højdemetre på tværs af Gran Canaria – Transgrancanaria havde min træning til Artic Circle Race været sparsom – faktisk havde den ikke været til stede.
En tur på 30 min i Beograd i februar som vel ikke rigtig kan beskrives som langrend samt en lille lektion i rulleski lørdagen før stævnet var mit kendskab til langrend.
Jeg tænkte at når man nu er i så god form og har så god indsigt i sine evner og grænser…hvor svært kan det så være?
Derfor var jeg absolut rolig da jeg mandag, dagen før afrejse, afhentede mine til lejligheden indkøbte langrendsski i Nordic Sport.
Efter ankomsten til Grønland må rygterne som min deltagelse havde spredt sig, for i den lokale langrends og guitar butik (iøvrigt en interessant kombination) hørte jeg om en dansk idiot der var taget op til løbet uden at kunne stå på langrend – idioten var mig.
Hinnarik kommer.
Det gav mig naturligvis lidt usikkerhed på om jeg nu skulle havde undervurderet stævnet. Turens første træning hjælp ikke til at finde roen..tværtigmod opstod første store udfordring da jeg ikke kunne forstå jeg havde meget svært ved at komme over en lille bakke på 1.5 meter fra hotellet til hvor pisten begynder.
Det stod skidt til og gode råd var dyre.
Jeg undersøgte ruten og lærte at første kritiske punk ville opstå efter 1 km. Her skulle en børnebakke forceres.
Da jeg gerne ville skåne mig selv for offentlig ydmygelse tog jeg på bakken for at øve mig.
Efter et par styrt, til god underholding for de lokale, var jeg indstillet på at jeg nok måtte forberede på at skulle styrte foran hele Sisimiut som ville være samlet ved den bakke – heldigvis skulle der være en person der skulle komme til min undsætning.
En grønlandsk komiker, Hinnarik, skulle underholde børnene ved at være sidste mand på bakke og skabe lidt spas og løjer.
Da vi kom til bakken havde jeg placeret mig bagerst for ikke at vælte andre. Trods stor forsigtighed var mine evner mangelfulde og jeg styrtede hele to gange.
Mens jeg lå midt i en heppende børnehave som iøvrigt skreg af grin, så jeg Hinnarik, iført et tåbeligt kostume, komme forbi. Sportsligt må det være det mest ydmygende øjeblik nogensinde og i den grad en stærk konstrast til min oplevelse på Gran Canaria og de andre top placeringer jeg har haft i diverse internationale stævner jeg har deltaget i som triatlet.
Mødet med morderbakken.
Undervejs på de 160 km langrend skulle et utal af bakker forceres og især en var jeg blevet advaret mod – morderbakken. På vejen stødte jeg på Steffen Saltofte, som jeg var på tur med. Hans forberedelser til stævnet fik mine til at se fornuftige ud…altså to tosser på afveje.
Vi havde ligesom opdaget at det tog en masse tid og kræfter at løbe ned af de stejle nedkørsler som nogle af de klogere deltagere gjorde. Derfor opdelte vi nedkørslerne i styrt og prøvede efter bedste evne at have kontrol.
Bare fordi man er langsom kan man godt køre om kap.
På en af bakkerne kunne vi se andre deltagere gå ned og vi så muligheden for at indhente tid.
Set i bakspejlet burde en klogere langrendsløber nok havde bemærket uroligheden som bredte sig ved hjælperne i bunden af bakken da vi forsigtigt gled ud over nedkørslen.
I langrend er det sådan at man faktisk sagtens kan få en masse fart på selvom man er virkelig dårlig.
Det endte også med en tur i sneen jeg sent skal glemme og et opkald fra virkeligheden…dette løb var ingen joke. Jeg var allerede nu blevet meget klogere på spørgsmålet Erik og jeg havde undret os over sommeren før.
Og på dag 2 ramte virkeligheden.
Jeg brugte urimeligt mange kræfter på første dag og som billedet fra morgenen efter viser, var jeg ved at være godt brugt. Vi havde stadig 2 etaper tilbage.
Heldigvis bliver man hurtigt klogere når man stiller sig vilde udfordringer, og jeg havde hvad der bedst kan betegnes som en morderbakke agtigtig stejl indlæringskurve.
Dag 2 kunne jeg langsomt begynde at bruge min gode form og vandt meget tid når det gik opad. Her kunne jeg nemlig med fordel løbe op af bakkerne og så følte jeg mere på hjemmebane.
Jeg var dog også indstillet på at udbygge min føring i styrtkonkurrencen og væltede rundt i den arktiske sne. Efterfølgende skulle det vise sig at styrtkonkurrencer slet ikke findes i langrend og hører alpin ski til – og her har den vist også en anden betydning end jeg først antog.
Det er frusterende når man ikke kan se målet for bare sne!
Dag 3 var efterhånden så træt af at vælte med mine solbriller så jeg satte dem i panden. Det skulle vise sig at være endnu en dum beslutning, da jeg i slutningen af etappen pludselig ikke rigtig kunne se noget i fokus.
Jeg var blevet sneblind..ihvertilfald en smule -vel egentlig også den eneste begynderfejl jeg ikke havde lavet. Den overgåes dog med da jeg to en af mine ski af på en bjergtop, hvorefter jeg kom til at skubbe til skien og måtte off piste for at finde den – iøvrigt til stor morskab hos en lokal deltager som lod mig høre for det både da det skete og til den efterfølenge gallafest!
Eneste ting jeg ærger mig over de 3 dage var eg jeg ikke kunne se og nyde at løbe over stregen i Sisimiut hvor der var fest…og et varmt bad – begge dele var much needed for en livsnyder på afveje.
Sejr uden risiko for fiasko smager af luftsteg og vindfrikadeller.
Jeg har i hele mit liv nydt at gøre mit bedste når jeg dyrker sport.
Det har aldrig været resultatet der har været et primære for mig, men udfordringen. Udfordringer der får mig til at tænke;
“Kan jeg virkelig det?”.
Udvikling af min egen tro på mig selv er essensen af hvorfor jeg dyrker sport.
Sportsevents som Artic Circle Race giver mulighed for gå på opdagelse..både i smuk natur, men mere interessant giver det mulighed for at gå på opdagelse i sig selv.
Hvad gør jeg når jeg er træt og ikke gider mere? Vil jeg orke at gå endnu en runde mine de indre stemmer der trækker mig mod at give op, tage tilbage til min sofa og blot huske på de oplevelser jeg har haft. Eller vil jeg tage afsted, få mine hænder beskidte og mærke jeg lever som jeg gerne vil? Er det stadig det jeg gerne vil?
Da jeg lettere sneblind stod på den sidste bakketop og vejen mod Sisimiut var overkommelig var der en stemme i mig der hviskede:
“Der er stadig masser af kamp tilbage i dig. Jeg er stadig en kriger i kamp for mine mål og drømme”.
Det var stemmen jeg tog til Grønland for at høre. Still got it!
For mig er det hvad sport handler om!
Det smukkeste ved events som Artic Circle Race, maraton, triathlon etc. er at alle vil kunne oplevelse denne selvtilfredsstillelse.
Endeligt er det ikke sådan at alle vil samme tilfredsstillelse i sådanne udfordringer, men skal finde deres egne udfordringer der tænder dem.
Artic Circle Race blev ikke mit Waterloo.
Tak til Yakkay, Endurancesport og National Geographic.
Tak til Steffen Saltofte, Mikael Thinghuus, Malik Reiding, Thomas Veje, Jeppe Rindom, Andreas Rasmussen, Rikke Haladyn og alle andre jeg mødte på turen til Grønland.
KÆMPE TAK til Sisimiut og folkene bag Artic Circle Race for at åbne deres verden og tage imod så mange og hjælpe til at give en fantastisk oplevelse.
