At løbe er at rejse

Når jeg har dage som jeg havde det i går, så når jeg på min løbeture meget længere end de kilometer mine fødder efterlader bag sig.

I går var jeg på Samsø og jeg løb en af de ture som gør, at jeg elsker at jeg lever som jeg gør, og som jeg allerede nu ved jeg vil tænke tilbage på når året er slut og huske som et af de øjeblikke hvor jeg i mærkede mit liv på en helt særlig måde.

Min tur gik fra Nordby Kro på Samsø til Ballebjerg og ad vandreruter til Issehoved.

Samsø er fabelagtig smuk og er med sine bløde bakker et vidunderligt sted at løbetræne.
Normalt er græsset man løber i blød og tilgivende for benene men i går var jorden frossen og indgik på den måde et særligt interessant forhold med det grå vejr som var på Samsø i går.

Det hårde underlag gjorde at jeg konstant måtte koncentrerer mig om hvor jeg satte mine fødder mens jeg løb gennem bakkerne. Udsigten over havet, over bakker og efter de dyr, som fodsporene i den ellers uberørte sne afslørede måtte være omkring mig, gjorde at jeg flere gang måtte overveje om ikke jeg skulle tage chancen og stole på at mine fødder uden mit syn vil kunne finde sikre steder at placerer sig, for at kunne nyde den fabelagtige udsigt. Jeg turde at tage chancen flere gange og nød det hver gang – living life on the edge

Tanker om vikinger, egne personlige indre væsner og ting der ellers kun dukker op på sådan en tur fyldte mit hoved. Under hele turen var en tanke konstant nærværende;

Hold dog kæft hvor er jeg heldig at jeg kan løbe og nyde denne tur lige nu.

Jeg har rejst en del, men de rejser jeg tager i mine løbesko overgår de rejser jeg er på med en flyvemaskine.

I februar afholder jeg en træningslejr på Samsø og turen jeg løb vil være en af de ture de heldige deltagere vil få lov at opleve..it’s too die for.