Dies Irae – Lasse Stengård Jensens take on 2008

I triathlon har jeg mødt nogle personligheder hvis lige ikke findes mange steder.

Lasse Stengård Jensen fra Århus er en af dem. En romantiker med hang for triathlon – en kombination jeg ser i mig selv og ikke ret mange andre i vores sport.

Lasse prøvede hele sidste år at kører under 10 timer på en ironman. Han lykkes ikke men han skrev en virkelig god beretning af sæsonen som giver et indblik i hvad triathlon betyder for ham og hvorfor det er vigtigt for ham at definerer sig gennem den nødesløse distance.

Hele beretningen sluttes af med en smuk og for alle brugbar pointe.

Lasse er iøvrigt i ilden igen i weekenden når der køres Challenge-Roth.

Lasses beretning.

Dies Irae.

Det er aften og jeg ligger i min seng på et hotelværelse i en lille hollandsk flække godt 15 km fra Almere.

Mine ben værker og lårmusklerne er forpinte, kroppen er sol(for)brændt og forrevet. Rækken af blå negle, som dekorerer mine tæer, indikere at jeg inden for overskuelig fremtid bliver en lille håndfuld tånegle fattigere.

Alligevel føler jeg mig som en lykkens pamfilius på denne dag, for jeg kan nu kalde mig for 3-dobbelt Ironman, efter en sæson hvor jeg har skuffet mig selv enormt meget i forhold til mine mål og ambitioner og ikke mindst selvopfattelse som triathlet.

God start på Sæsonen:

Det begyndte ellers godt tilbage i april måned. Jeg var taget til halv IM i Lissabon sammen med Thomas ”Return to” Sender for at køre udtagelsesstævnet til VM/ EM lang.

Der var ikke lagt op til noget stort resultat, da det primært handlede om at få et fedt race og prøve kræfter med hele den danske langdistance elite.

Træningen var 100 % bygget op mod Zürich IM et par måneder senere, så jeg havde ingen dommedags intervaller i stængerne eller andet hård konkurrence-specifik træning.

Vi vidste at ruten var hurtig, men også nogle km for kort hist og her i forhold til de korrekte mål på distancen.

Lissabon har ikke noget der minder om cykelkultur og det var nærmest umuligt at få testet sin cykel ordentligt, efter at den havde været adskilt i hoveddele i en cykelkasse. Det blev til korte intervaller mellem to store lyskryds midt i den travle storbytrafik, frem og tilbage.

Hvor utroligt det end lyder opdagede jeg ikke at jeg havde jeg fået gearkablet sat på den forkerte side af hjulet, hvilket resulterede i at det næsten blev revet over halvvejs inde i racet. Jeg måtte køre i alt for tunge gear og gik næsten i stå på cyklen pga. massive ryg problemer. På trods af uheldet endte jeg med at sætte voldsom pr. med mere end 30 minutter og en sluttid på 4.38 timer.

I mål fik jeg hilst på en af sportens store helte, den svenske supermand og Hawaii ultraman vinder Jonas Colting, som jeg aftvang en autograf – tack så mycket for det.

Døden i Venedig:

Et par måneder senere gik turen til Zürich sammen med en god flok 1900 folk. Det skulle vise sig at blive et af de mørkeste og mest deprimerende kapitler i mit liv som triathlet – a big fat DNF(gennemførte ikke) efter godt 80 km cykling – ikke fordi jeg var styrtet, ikke pga. defekt, men fordi jeg ikke havde viljen.

Godt nok var det koldt og regnede kraftigt lige fra morgenstunden med drastisk pulsfald til følge, men når jeg skal være ærlig over for mig selv, så var det modet der svigtede den dag. Jeg havde så store ambitioner på egne vegne, at jeg ikke kunne sluge den ydmygelse at skulle bruge 11 – 12 timer på at gennemføre, når jeg nu havde trænet efter at skulle under 10 timer.
Jeg var ikke klar til at lide, min vilje var bogstavelig talt stivfrossen og energien skyllet ud af mig med den konstant faldende regn, der fik cyklerne til at minde om gondoler i Venedig.

Men skammen kom først for alvor bagefter da jeg så klubkammeraterne komme i mål. Folk der havde kastet op, haft kramper og kvalt sig selv.. ydmyget sig selv, men gennemført! Midt i min egen stolthed havde jeg glemt ”what ironman is all about”..som de siger på Hawaii IM dvd’en som jeg plejer at låne af min ven Torben hvert år.

Jeg havde ikke indprentet mig det fascinerende og storslåede ved netop Ironman, at det mere end noget andet jeg kender til, er en episk dyst i Homerisk forstand.

Det er en fortælling om helte, der træder i karakter og skriver sig ind i historien samme med andre helte. En nærliggende metafor der illustrerer dette, er følgende citat af Odysseus: ”If they ever tell my story – let them say that I walked with giants. Men raise and fall like the winter wheat, but these names will never die. Let them say I lived in the time of Hector, tamer of horses. Let them say I lived in the time of Achillies”.

Om aftenen ringede jeg til træner Jesper Olesen som var i oprør: ”Jeg skal have en meget god grund til at du trak stikket ud i dag før at jeg kan sove i nat”!

Jeg måtte ligge kortene på bordet, jeg havde ikke været mentalt skarp, ikke klar til at lide.. men i samme åndedrag svor jeg, at det skulle være løgn, at jeg ville hævne mig andetsteds..

Nyt lavpunkt ved DM lang:

Det blev hurtigt gjort klart at jeg skulle satse på et af Europas ældste jernmandsstævner nemlig Almere i det flade Holland.

Stævnet lå godt 6 uger efter Zürich, så der var egentlig tid nok, men guderne skal vide at det er svært at motivere sig selv til endnu en kraftanstrengelse af den anden verden, efter så mange måneder med tung træning.

Det er stort set umuligt at lave en formtop der strækker sig over flere uger, så det blev en hård kamp og jeg kom aldrig rigtig op i omdrejninger igen.

Jeg var opsat på at komme i ilden igen så hurtigt som muligt efter fadæsen i Zürich og det passede godt med DM lang i Juelsminde på halv im distancen. Jeg havde i mellemtiden fået et fantom af en enkeltstartscykel og glædede mig virkelig til at få den afprøvet til DM.

Jeg havde masser af motivation for at køre stævne, men motivationen for at træne var der ikke rigtig længere, jeg gad sku ikke rigtig.. jeg var træt af timevis af Bederrunder, Gl. Horsens landevej og Brabrandstien – men jeg vidste at jeg måtte gennemføre den ironman for at kunne se mig selv i øjnene.

Til start i Juelsminde var det virkelig møgvejr. Jeg havde meldt mig til i elitefeltet og endte på en eklatant sidsteplads som nr. 13 ud af 26 startende, resten var simpelthen udgået pga. punkteringer, styrt osv. Da jeg sad derude i regnen må jeg med skam erkende, at jeg virkelig ikke synes det var særlig fedt at være triathlet.

Jeg kom forbi min gode ven Søren Søhoel som stod i vejkanten og var punkteret. Han så nærmest lettet ud over at kunne trække sig fra dette regn-inferno. Jeg indrømmer blankt at jeg selv var udgået på stedet, hvis ikke det var for min mentor og store forbillede Jesper Olesen, der selv var til start og udviste nærmest arrogant overlegenhed ved at trodse kulden og vinde sin aldersgruppe.

Som han jævnligt tordner over mobilen når der er telefonisk team-talk: ”du må f…. ikke udgå, det bliver du afhængig af præcis ligesom at gå på bordel eller ryge hash”, så det lod jeg være med.

Jeg kunne populært sagt ikke træde en blød bule i en hat og blev næsten overhalet af tidligere 1900 tri medlem Rune Tingskovs far på 60+!!!! Man behøver nok ikke at være professor for at regne ud at Lasse ”Pastakongen” Stengård, var slemt nede i kulkælderen da han kom i mål, og jeg flåede løbeskoene af og smed dem i jorden i arrigskab og frustration over hvor ringe en idrætsmand jeg egentlig er.

Nyt stævne ny plan:

Der sad jeg så, kastet ud i mørket, hvor der jf. Mattæus ”skal være gråd og tændersskæren”.

Efter en pinligt ringe præstation hvor jeg ikke bare manglede viljen men også glæden ved langdistance tri og lysten til at presse mig selv til det yderste. Jeg anså det for urealistisk at jeg overhovedet kunne gennemfører en ironman bare 20 dage senere. Efter en alvorlig samtale med Jesper, fandt vi frem til at mit problem måtte være af mental karakter.

Jeg havde jo passet min træning og vist særdeles gode takter ved at hamre meget fornuftige tider af i Århus og omegn. Et halvt års systematisk træning går ikke bare tabt i løbet af nogle få uger. Problemet var måske nærmer at sæsonen efterhånden var blevet rigtig lang med stævneaktivitet siden april måned.

Derfor blev det besluttet at der skulle skæres ned på træningen med nogle få korte pas om ugen og regelmæssig svømning. Desuden blev det besluttet at jeg skulle lave en såkaldt ”Al sultan” – droppe alt hvad der hedder puls-ur og måleudstyr, men bare køre på fornemmelsen. Nu handlede det om at få glæden og selvtilliden tilbage om det så skulle tage 12 eller 14 timer, det handlede først og fremmest om at gennemføre no matter what…

Torben valgte at tage med til Holland som chauffør og supporter, hvilket jeg var meget taknemmelig for. Det gør det noget nemmere at fokusere på race, når man ikke selv skal tænke på transport mv.

Vredens dag:

Heldigvis var vejret nærmest perfekt på race dag. Det blæste ca. 4 sek/m og temperaturen var et godt stykke over 20 grader. Vi var godt 600 mand til start og der var ikke den store tumult, men der var godt med strøm og morgenstolen gjorde orientering vanskelig.

Det skete flere gange at jeg kom meget skævt ind på de forskellige bøjer, hvilket sandsynligvis har kostet noget tid.
Selvom mit svømmeniveau stadig bedst kan betegnes som ringe, blev det til pr, men det vidste jeg ikke noget om, da jeg efter planen havde lagt mit ur hjemme på hotellet.

Videre ud på cyklen hvor der skulle køres 3 omgange af 60 km. Mentalt kunne jeg opdele hver omgang i 2, med 30 km modvind og 30 km medvind som var nemt at forholde sig til. Synet af de store hollandske møller ude på ruten var god motivation til at holde hjulene i gang.

Jeg har tidligere døjet med ryg problemer, men jeg formåede at holde smerten nogenlunde i ave, bl.a. fordi jeg før afrejsen havde været i Nordsjælland for at få et såkaldt bike-fit for en mere optimal cykelposition. Efter godt 100 km stod jeg dog af for at strække ryggen i ca. ét min og samtidig lade vandet.

Jeg ved at mange atleter gør det i bukserne for at spare tid, men eftersom jeg fik en ”HeMan” af mine forældre som 4 årig, for at holde op med at tisse i bukserne, som jeg ikke har tænkt mig at aflevere tilbage her 22 år senere, valgte jeg at stå af cyklen. Jeg havde ingen anelse om hvor hurtigt eller langsomt det gik, men jeg kørte med overskud og det var det vigtigste.

Så var det pludselig tid til at løbe, hvilket jeg på forhånd viste, ville blive en absolut barsk omgang. Der gik da heller ikke mere end 2 km før jeg tabte næsten alle mine geler, som simpelthen røg ud af race-bæltet.. Got Verdommen. Det var efterhånden blevet rigtig varmt og der var mange steder på ruten hvor der absolut ingen skygge var.

Igen skulle der løbes 3 omgange, der hver bestod af 14 rimelig flade km. Det var vanvittigt hårdt at holde benene i gang og jeg kunne godt mærke at jeg sandsynligvis manglede 15% i at være på toppen af mit game.

Da jeg rundede første omgang og havde givet high 5 (hånden, ikke energi-produktet) til Birger og Peter der skulle køre VM dagen efter, kunne jeg for første gang se min tid ved målstregen, hvilket var rimelig opmuntrende. Jeg kunne måske endda sætte personlig rekord, ved at komme under 10.30, hvis jeg kunne holde mit tempo.

Jeg skulle dog blive klogere. Varmen begyndte virkelig at sætte sine spor og det var svært at holde ”højt” tempo, selvom jeg virkelig forsøgte det jeg bedst kan beskrive som ”at turde være i smerten”. Jeg gik desværre ret meget ned på anden omgang i forhold til første og det virkede bestemt ikke lovende at jeg stadig havde 14 uendeligt lange km tilbage.

Jeg forsøgte virkelig at grave dybt i ressourceposen og visualiserer målstregen og mine forbilleder Colting, Stadler og løbefænomenet Finn Kaczmarek, som havde ydet mig moralsk førstehjælp i Lissabon ”hold nu fast Århus”.

De sidste 5-6 km nede ved stranden på vej ind mod målet, gav jeg den bare fuld æde. Jeg straffede virkelig mig selv på de sidste km og følte på en måde at jeg gravede mig vej ud af skyggerne, som en genopstanden Lazarus, efter at have været død i 4 dage.

Da jeg kom i mål var det meget tydeligt at jeg havde givet alt hvad jeg havde, eftersom jeg røg direkte ind til de barmhjertige samaritanere i samarit-teltet. Der var absolut udsolgt. Tiden viste 10.43, min nedtur på 2 omgang af løbet havde kostet en pr. men jeg kunne alligevel glæde mig over at jeg havde fightet mig tilbage og ikke tabt yderligere tid på 3. Omgang i forhold til 2.

Hvad har jeg så lært?

Jeg har sat mig nogle mål med Triathlon, som jeg er parat til at gå gennem ild og vand for at nå.

Jeg fik aldrig set resultatet af min målrettede træning i konkurrence, da jeg var skarpest rent fysisk. Dette er selvsagt skuffende, da enhver ambitiøs atlet altid ønsker sig fremgang. Dermed er denne sæson en skuffelse.
Alligevel har jeg fået en masse værdifuld viden om konkurrencens mentale aspekt.

Det er præcis som I Dantes guddommelige komedie, hvor Virgil beskriver straffestedet for de hovmodige, der som straf må bærer tunge sten på ryggen ude af stand til at rette sig op. Hovmodet er en byrde der tynger kroppen og som man derfor bør kaste af sig. Ironman konkurrencen har det med at straffe de overmodige – ”de som taler før racet i stedet for efter”. Som ”Stormin Normann” pointerer, så kan man ikke snakke sig igennem Ironman – ”we can talk after”!

I filmen Seven skærer John Doe næsen af den hovmodige og forfængelige, der kan vælge mellem selvmord eller ringe efter hjælp og være mærket for livet.

Som Triathlet bør man aldrig frivilligt vælge det symbolske selvmord, det at trække sig fra racet. At gennemfører i en skuffende tid kan give ar på den stolthed man har som atlet, men det er uendeligt meget nemmere at komme sig over end det at udgå.

Ironman hylder mere end nogen anden sport det pietistiske ideal – ”Ora et Labora” (Bed og arbejd) der i en mere sekulær version kan omskrives til ydmyghed og træning!

Skriv et svar

Du skal være logget ind at skrive en kommentar.