Doping – idrættens sociale problem
July 31st, 2008 af Aleksandar
For et par dage siden smed den danske MTB rytter Peter Riis Andersen en bombe. Han var blevet testet positiv kort før OL.
Jeg havde egentlig tænkte mig at skrive en indlæg omkring Peter og doping samme dag som det skete, men var alligevel nød til at tænke problemstillingen igennem for at kunne komme med mit eget personlige bidrag til sagen om Peter Riis Andersen.
Jeg hørte om den positive prøve mens jeg sad i en bil et eller andet stedet mellem Nyborg og Odense. Det var en af mine egne sponsorer der ringede mig op og fortalte hvad der netop var kommet ud i pressen. Vi talte kort om det.
Da jeg kom til Jylland skyndte jeg mig på nettet for læse mere om sagen. Her var det en tydelig presset Peter Riis der fortalte om sit doping forløb.
Manglende form var årsagen til at han havde kunne retfærdiggøre at bryde idrættens mest ædle regler om sportsmandship.
Fordi en sport umiddelbar er individuel er man stadig omfattet af et socialt kodeks som alle deltagere acceptere og bør efterleve. Overholder sportsfolk ikke disse regler ville man selt ikke kunne have idræt og konkurrencer mod hinanden.
Et tænkt eksempel kunne være at to fodboldhold spiller en kamp. Det ene hold spiller efter normale regler og det andet har deres egne private regler. Eksempelvis kunne det tænkes at de ene hold havde besluttet at et mål gav tre mål på tavlen. Det ville stille spørgsmål ved om det overhovedet er fodbold de spiller.
På samme måde kan man stille spørgsmål hvilke regler og moralkodeks Peter Riis fulgte da han valgte at rette op på en dårlig form ved at bruge EPO.
Jeg har altid haft opfattelsen af at brug af doping eller at det at snyde af den ene eller anden art, er et personligt valg, men hvorvidt det er social betinget eller udelukkende en individuel beslutning synes jeg er lidt svær at vurdere.
Før han dopede sig.
Jeg kan huske første gang jeg stødte på Peter Riis Andsersens navn. Han havde vundet et løb og udtalte sig på tv. Han var yderst sympatisk og virkede virkelig som en der havde knoklet for sit resultat.
Derfor må jeg også indrømme at det kom bag på mig da det viste sig at den medicinstuderende Peter havde dopet sig.
Hvad så med OL.
Fordi OL står for døren er det klart at Peter Riis Andersens handlinger ikke kun stiller spørgsmål ved ham som person, men også de andre ol deltagere. Det er sindsygt urimeligt og jeg er personlig overbevidst om at vi ikke ser flere posivtive prøver fra danskere under OL.
Alligevel er tvivlen endnu engang blevet sået og hvor er det synd for de dygtige athleter der om få dage tager til OL
Det viser igen hvor social sport er. Vi bliver præget af hinandens handlinger på tværs af sportsgrene. Derfro er det også min opfattelse at doping skal behandles om et social problem.
Selvfølgelig er det et personlig valg, men valgtet, som jeg forstår problemstillingen, fra en indstilling om at individet er øverst i sporten.
Som jeg forstår det, må mange glemme sportens og idrættens grundlæggende værdi om sportsmandship.
Endvidere har individuelle sociale konsekvenser. De danske athleter skal nu forholde sig til et spørgsmål som rejses fordi en af dem har har begået en fejl. Det er måske lidt urimeligt men alligevel logisk.
Derfor håber jeg også at Peter Riis Andersens doping eventyr ikke kun isoleres til mountainbike cykling men istedet ses som en overordnet problem for dansk idræt.
Nogle danske athleter tager allerede offentlig afstand til doping. Jeg er ikke i tvivl om at alle de der er udtaget der modstandere af doping, men det kunne alligevel være fedt hvis det ikke kun var doping myndigheder men også andre athleter der danner front mod doping, og gør det mere personligt.
Doping har sociale og personlige konsekvenser for alle. Derfor er vi i triathlonsporten heldige at vores to dygtigste mandlige athleter, Thorbjørn Sindballe og Rasmus Henning, for et par år siden allerede gav deres personlige holdninger offentlige. “Rigtige vindere doper sig ikke” er deres budskab og det kan jeg kun tilslutte mig. Det gør at man i vores sport ikke er klar over holdningen og budskabet når man begynder som triathlet.
Endvidere er det dejligt at vide at de bedste tør stille sig frem og tage afstand til doping fordi det ved at de aldrig vil teste positive fordi de aldrig kunne drømme om at dope sig.
Hvis alle viste deres foragt, på en anstændig måde naturligvis, kunne man måske være med til at skabe forståelsen af at doping er en uacceptabel social handling som rammer alle omkring en.
Hvad så med Peter Riis Andersen?
Jeg er på ingen måde typen der vil føle et personligt had mod en der doper sig. Jeg ved at Peter Riis Andersen har knoklet for sine resultater og har været besat af sporten på samme måde som jeg selv oplever det – og det er fedt.
Han har mistet det hele og burde aldrig kunne se tilbage på sine karriere med stolthed. Ligegyldig hvad han end måtte have opnået uden doing vil altid være skæmmet af hans handling, og ikke nok med at det rammer ham selv lider også hans omgangskreds, hans hold lukker, det bliver svært for andre MTB ryttere at finde sponsorer etc.
Endeligt har han forstyrret mange danske athleters og deres trænere årelange og hårde arbejde på det værst tænkelige tidspunkt.
Jeg håber dog at Peter Riis Andersen som mennseke finder balancen i sit liv igen og ønsker ham kun alt det bedste, men som athlet har jeg har jeg mistet respekten for ham.
July 31st, 2008 at 3:30 pm
Heps Champ!
Så er jeg tilbage i det københavnske sommerland, og klar med indspark til et højaktuelt emne – tak for muligheden!
Jeg faldt specielt over nedenstående i din udmærkede udlægning af (Peter) Riis-sagen.
“Fordi en sport umiddelbar er individuel er man stadig omfattet af et socialt kodeks som alle deltagere acceptere og bør efterleve. Overholder sportsfolk ikke disse regler ville man selt ikke kunne have idræt og konkurrencer mod hinanden.”
Det er den idealistiske model – og jeg mener (desværre) at historien med al tydelighed viser at et socialt kodeks for sportmanship er ikke-eksisterende. Set over en bred kam var det denne holdning der gjorde at cykelsporten i næsten 100 år kunne gøre brug af forbudte stoffer og samtidig hylde de atleter som pressede deres brug af kemien til det yderste.
Illustretet blandt andet ved Merckx’ hilsen til en død rytter (husker ikke navnet, men han døde udpint af et hjertestop i touren året før) på Mount Ventoux og Bjarne Mr 60 % Riis – et navn han eftersigende fik i feltet fordi han var den eneste der turde lade sit hæmatokrit tal stige til de højder.
Udadtil levede cykelsporten op til idealet om sportmanship ved opretholdelsen af tavshedens lov (har man hørt om den en gang for meget eller hvad???), men indadtil så man idrættens sande væsen. Cykelsportens sociale kodeks bestemte at doping var tilladt og ikke mindt en nødvendighed. UCI lukkede øjnene – og fodrede rytterne, medierne lukkede øjnene – man skal jo ikke save den gren over man selv sidder på, tilskuerne lukkede øjnene og hyldede frådende deres helte (og lad mig i den forbindelse kalde enhver der vender ryggen til cykelsporten pga. doping og snyd en ignorant og en hykler! Folk ville se deres helte begå ufattelige præstationer. Præstationer som i den grad har en pris!)
Den idealistiske model siger at sport er sjælens udfoldelse gennem fysisk aktivitet, at konkurrence elementet viser at man kan være krigere i det ene sekund og venner i det næste. Det er disse elementer der definerer det smukke.
I virkeligheden er sport er brutal, indædt, nederdrigtig og befolket af mennesker som er ekstremt indebrændte og som vil gå meget langt for at vinde. Og lad mig i den forbindelse være enig med Jørgen Leth i at det er virkeliggørelsen af disse elementer der gør sporten smuk!
Hvis man vil doping til livs – hvilket man skal gøre alt for at komme – er man nød til at angribe sporten som det den i virkeligheden er. Derfor mener jeg den eneste vej frem er hårde straffe, bedre testmetoder – simpelthen vise at det ikke kan betale sig at snyde. Lade atleterne se og mærke at forholdet mellem risiko og gevinst ad flere gange peger mod risiko. Og ikke mindst lade være med at tro at sporten har et socialt kodeks der taler mod doping – det findes ganske enkelt ikke!
Og cykelsporten er bestemt ikke den eneste sport med problemer – det er måske den eneste hvor der bliver gjort en seriøs indsats for at komme problemerne til livs?!?. Fodbold – spillerne kommer sig ekstremt hurtigt over skader, tankevækkende. De internationale topklubber er mere lukkede og uigennemtrængelige end middelalderborge. Det er desuden tankevækkende hvor meget hurtigere spillet er blevet over de sidste 10 – 15 år! og hvis en cykelrytters motivation for brug doping er penge, hvad en en fodboldspillers så? en gennemsnits spiller i den spanske liga tjener mere om året end en toprytter ved CSC.
Atletik har problemer, og har haft det siden antikken (!!!), Tennis, svømning etc etc. Sporten er infiltreret med snyd og syndere!
I sidste runde tror jeg ikke at Riis-sagen får den store betydning for de andre danske atleters forberedelse til OL og deres troværdighed generelt.
For det første var han helt ærlig omkrng sin brug. Det lukker hurtigt for spekulation og irritation i medier og lignende. Hvis en atlet bliver spurgt kan han jo bare sige at det er dumt gjort og at kontrollen virker – og desuden være enig med Peter Riis.
Desuden har han også været ærlig omkring de kanaler han fik EPO’et fra. Kriminelle, han selv opsøgte. Dermed kan man være ret sikker på at der ikke som sådan er organiseret doping blandt de danske atleter.
For det tredje er det de færeste i den brede befolkning der faktisk ved hvem han er. Hvis det havde været Joachim B, en Håndbold dude, eller en af de andre topatleter havde det været et større problem der havde gjort et større indtryk på det danske OL hold
Over and out herfra
Thomas
August 1st, 2008 at 7:14 am
Hej Thomas.
Good stuff. God vinkel og du har så ret.
Mit syn er naivt, men det er et bevist valg at jeg er naiv. Jeg kan som athlet kun fordømme og opfordre til at potentielle doping brugere er bevidst om at jeg aldrig ville kunne finde på at tage doping fordi de i min verden ville gå i konflikt med den mest grundlæggende værdi jeg ser i idræt og sport.
At Thorbjørn og Rasmus melder ud som de gør viser også at der i triathlon i danmark ikke accepteres at der snydes.
Jeg tror ikke at man acceptere det i andre sportsgrene mere, men jeg synes alligevel at det også er vigtig at de aktive er bevidste omkring deres rolle i dette spil.
Sport og idræt stammer fra nogle ædle og flotte principper, som jeg godt ved ikke helt gælder mere i dag. Men måske det er muligt at vende lidt tilbage til rødderne og nyde sporten for det den er, også selvom man rigtig gerne vil vinde.
Ved at aktive deltog mere aktivt kunne det skabe en ny dimension på problemstillingen.
Det virket ofte til at de dopingdømte oftest føler at deres dom er noget der rammer individuelt og de undskylder oftest kun til sponsorer og de som er tætte på dem. Hvad med at huske dem de egentlig har prøvet at snyde, nemlig deres konkurrenter?
Jeg kan kun tilslutte mig at der bør være strengere domme. Det er langt ude at man kan være tilbage blot 2 år efter man har snydt på et niveau som etisk overtræder alle idrættens principper.
Dejligt at have dig tilbage i København og på nettet
Vh Aleksandar
August 1st, 2008 at 9:23 am
Argh så naiv er du vel egentlig heller ikke
Jeg vil tilslutte mig din model med en klar afstandtagen til doping blandt atleter også vil være med til at løse dopingproblemet (sammen med hårdere straffe)
Når det kommer til vores egen sport er triathlon heldigvis født ud af en grundlæggende tanke om at det er manden mod elementerne (og race marchalls som opretholder 10 meter reglern
)- hverken mere eller mindre. Derfor er det ikke (endnu) i samme grad socialt acceptabelt at tage doping som triathlet.
De få som har forbrudt sig mod reglerne er alle, så vidt jeg ved, blevet fordømt af konkurrenter, forbund osv. Nina Kraft har for eksempel ikke turde vise sig på Hawaii efter hun indleverede en positiv dopingtest for nogle år siden.
Så man kan vel egentlig tale for at der i tri er et socialt kodeks der taler imod brug af doping. Lad os håbe at det også består når der for alvor kommer monetos i sporten!
Thomas
August 1st, 2008 at 9:49 am
fandt lige en lang debat om lige det her emne: http://www.motion-online.dk/fora/index.php?showtopic=45839
Det vigtige din kom frem til
Kort sagt. Jeg tror man doper sig af tre vigtige grunde (her oplistet i prioriteret rækkefølge)
1. Ikke være til grin og omvendt kæmpe på samme præmisser som sine konkurrenter.
2. Prestige ved og ambitioner om at være den bedste.
3. Penge grundet at være bedre end man ville være clean.
det er nok derfor, der ikke er et særligt problem med doping i tri sporten. 1: der er ikke nogle kutur for doping, så derfor er det ikke “nødvendigt” at dope sig for at vinde. 2: pengende er ikke så store i tri sporten.
Jonas
August 1st, 2008 at 10:55 am
Yeah – det er helt rigtigt!
Tror faktisk også at penge bliver gjort til genstand for alt for meget opmærksomhed i dopingdebatten.
Jeg læste engang en undersøgelse hvor en gruppe topatleter blev spurgt, hvad de ville gøre, hvis de fik tilbudt en pille, som ville gøre dem uovervindelige i 5 år, men som tilgengæld efterfølgende tog livet af dem. Jeg mener langt over halvdelen og vist nok omkring 80 % ville tage pillen!
Doping handler altså i høj grad om lysten til at vinde. Ikke så meget om rigdom
Thomas
August 1st, 2008 at 8:34 pm
For mig er doping lidt som en kvinde med fuldskæg og penis, “Ik noget jeg tør eller vil benytte mig af”
Ulrik
August 2nd, 2008 at 6:17 pm
Doping…et altid irriterende nærværende diskussionsemne…
“Doping. Don´t do it!” – det er en sang som langt langt de fleste synger uden at behøve at reflektere videre over sagerne.
Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at en del af dem der synger med på sangen selv har haft fingrene dybt nede i honningkrukken – og en del af dem er også blevet taget, men de fortsætter uanfægtet sangen om, at doping er noget skidt og at synderne skal i gabestokken.
Jeg taler BESTEMT ikke for doping, jeg finder det ganske foragtelig…..men omvendt også ganske forståeligt set i et almenmenneskeligt mindset.
Lidt betragtninger til emnet, hvoraf noget vist bare er lidt freestyling uden egentlig reference til tidligere indlæg…
Selvfølgelig synes “man” ikke, at det er i orden at snyde – og hvis “man” snyder, så ønsker man selvsagt heller ikke, at de andre snyder, da man derved mister fordelen ved sit eget bedrag. Det er let at danne fælles front mod doping. Men det er en billig fornægtelse, da langt de færreste subelite folk nogensinde bliver testet….
Et hold som CSC der roses bravt for deres imponerende stærke dopingprofil har ud over Riis flere dopingbefængte ex-ryttere i deres sold…er det forkert? – skal man have lov at lære af sine fejl – eller skal bedraget medføre a one way ticket to hell? – og skal der i givet fald differentieres mellem den unge neopro in spe, og den etablerede verdensstjerne (som Ben Johnson)?
En del aktive tidligere dømte atleter råber også op om antidoping – som eksempelvis David Millar og snart genkomne Basso…lyder det hult, eller har de “set lyset” og betræder nu en renere sti?
En af de aller allerstørste dopingkritikere var Dieter Baumann (tysk mellemdistanceløber og OL-guldvinder på 5 K i Barcelona) – han blev nappet for nandrolon i 1999 efter mange år på barrikaderne. Justitsmord eller??? Trods det at han blev testet positiv, blev han benådet at det tyske forbund (noget med at nogen havde plantet doping i hans tandpasta…) – men han blev sanktioneret af det internationale forbund, IAAF, og forment adgang til legene i Sydney. Skyldig eller ej…fortæller dopingtests altid hele historien?
Med større mediebevågenhed og større pengepræmier, følger en egenskab af mere betydende rollemodel – det medfører uafladeligt at indsatsen og presset hæves for den enkelte atlet…og vejen til nålen kan blive kortere…
Den undersøgelse Thomas Veje hentyder til, fortæller nærmest det hele. Rigtigt mange atleter er “villige til at dø for sejren” – og set i det lys er doping, arguably, et lille offer – og det der adskiller en pæn majoritet af disse eliteatleter fra brugen af doping er sandsynligvis risikoen for at blive opdaget – at blive udstødt fra sporten, og at blive lyst offentligt i ban – mere end det er hensynet til deres konkurrenter, familer og sponsorer. Hensynet til den rene sport.
Den døde rytter på Mont Ventoux, Tom Simpson, blev ikke bare hilset af Merckx – enhver fransk motionsrytter med respekt for sig selv letter på cykelkasketten eller hjelmen, når de passerer hans memoire…han døde af doping, men for entusiasten døde han også i storhed, og dopingen bliver en parentes – historien gentager sig med Pantani. Dopingen pletter hans eftermæle, men det udsletter det ikke….det samme med Riis, selvom han selvfølgelig stadig er iblandt os.
De fleste af os har en pris…og moralen er til fals bare belønningen er stor nok…og risikoen tilsvarende lille. Cost/benefit. Mange atleter vil gå LANGT for at skrive sig ind blandt de store.
Bliver man som atlet tilbudt en vidunderpille, der vil rykke niveauet for en eliteatlet fra en plads som nr. 10 til toppen af pallen, så vil en del selvfølgelig sige nej af idealistiske grunde, fordi man “bare ikke doper sig”. Hvis man så stilles i udsigt, at der i forlængelse af pladsen på toppen af pallen er udsigt til stjernestatus og økonomisk uafhængighed – eksempelvis en pose med 100 mill DKK – og at pillen “med garanti ikke kan spores”, så vil en del tvivlere og nejsigere, rykke deres standpunkt – og det der stadig vil afholde nogen, vil være frygten for afsløring, mere end angeren over at have forført publikum og banket konkurrenter på et falsk grundlag.
Det gamle mundheld med, at det er smart at snyde, men dumt at blive opdaget – det er ikke opstået ud af den blå luft. Det ligger i en del menneskers natur at tage genveje, og med mindre man finder noget der gør, at man kan spore alle dopingformer, så tror jeg ikke, at man nogensinde bliver det kvit.
Jeg ved slet ikke om det er teknisk/medicinsk muligt, men kunne der dannes en konsensus med medicinalvirksomhederne om et sporingsstof i alle deres præstationsfremmende produkter, så ville vi have løsningen (a la det Roche på rygtebasis havde smidt i Riccos dope) – men uden at være for forudindtaget, så har jeg en vag mistanke om, at selv hvis dette rent faktisk VAR muligt, så er medicinalvirksomhederne så profitorienterede, at der uvilkårligt ville være brådne kar…og så har vi igen balladen.
Det kan i øvrigt også diskuteres, om det er rimeligt, at et “ubeskrevet blad” som Peter Riis, der har høstet toppræstationer i læssevis, uden at der er blevet løftet et øjenbryn i dagspressen, skal trækkes gennem sølet på forsiderne som en anden quisling efter at være blevet dopingafsløret, mens eksempelvis voldtægtsforbrydere og andre hårde kriminelle kan passe deres forretninger uden større bevågenhed? Det kan diskuteres, om det er rimeligt at fransk politi truer Johnny Schleck med en pistol, fordi Johnnys drenge kører med i front af et cykelløb? Hvor vigtig er sport? Hvor slemt er det at snyde? (igen, jeg taler BESTEMT ikke for doping – bare betragtninger…)
Aleksandar: Du skrev i et tidligere indlæg, “…at det i bund og grund kun er resultatet på slutlinien der definerer en sportsmand. Det er jo dejligt simpelt og nemt at forholde sig til men også lidt barsk.” Jeg kan godt forstå, hvad du mener, men er ikke ubetinget enig – omvendt kan det være, at det blot er en strid om ord – eller slet og ret en af grundene til, at du ligger i toppen af felterne, mens jeg nyder udsigten længere tilbage :O)
Vælger man at tage din tese for pålydende, og sammenholder den med min tese om, at mange eliteatleter i meget høj grad lader sporten definere dem som mennesker – så når man (indrømmet, noget forenklet) frem til, at det er resultatet på bundlinien, der definerer atleten som menneske…..og så er der næppe noget at sige til, at en del falder for fristelsen til at “øge deres værdi som mennesker”!?!
Sagen er, at vi mennesker kan have vidt forskellige grunde til at gøre præcis de samme ting – og derfor vil en del atleter kæmpe om medaljer med egne ambitioner som eneste focus, uden megen reference til fairness i forhold til konkurrenterne.
Det vil nok aldrig ændre sig, for der vil altid være nogen, der vil snyde – og der vil altid være nogen, der ikke bliver opdaget. Det vil efter min mening også være tilfældet i triverdenen, selv på den hjemlige scene…og det kan lige så godt være hos dem, der kæmper for at brække 10 timer, som dem der er tættere på blomsterne.
Sad but true…
Selv hos “deciderede motionister” i motionscentre florerer præstationsfremmende midler i rigt mål – selv om et ekstra træningspas eller en kostomlægning måske kunne have gjort præcist det samme.
Trods dette realitsiske/kyniske? synspunkt, melder jeg mig i øvrigt også på holdet af glade naivister, og jeg VÆLGER at antage, at atleter er “rene” indtil andet er bevist…og jeg priser mig lykkelig over, at min gamle helt, Don Miguel Indurain, i en dopingsyg cykelverden var i stand til at vinde 5 toure i rap uden andet brændstof end kildevand og pasta :O)
Med venlig hilsen – samt ønsket om god vind i Juelsminde – og et godt OL i sofaen
Jesper
August 3rd, 2008 at 7:41 am
Hej drenge
Spændende og fedt med så mange gode indspark.
Jesper – min opfattelse er at det i sidste ende er resultatet der definerer en sportsmand. Det er det der gør at man stadig hyldere dopingsyndere som Pantani og Riis etc. Jeg skal ikke være dømmende overfor Bjarne Riis og Pantani men finder det ærlig talt sygt at nogle stadig forguder Pantani – Richardo Ricco skulle iflg. rygter bære et billede af Pantani på sig når han cyklede – vist nok i en halskæde. Det er sataneme sygt og ikke underligt at idioten blev pillet ud af touren – helt til grin og dybt dybt forstyrret adfærd.
Jeg synes at man skal forholde sig idrætensverden på et andet plan end mange gør og mange af de der doper sig er vel i bund og grund ikke ude efter konkurrence men istedet ude på at pleje deres ego.
Idræt handler om at konkurrere på lige vilkår – ikke at vinde for enhver pris. At mene at man er konkurrence menneske fordi man bare vil vinde er også en fejl ifølge mig. Konkurrencer er, hvis altså du dyrker en sport hvor andre også brænder 100 procent for det, handler om at give sig selv en chance. Den får man gennem hård træning etc. Til stævner må man gribe sin chance, flytte sine græner og gøre alt hvad ens træning har givet en mulighed for. Vinder man er man en helt, taber man har man noget at tænke over. Men alle kan ikke vinde – gjorde de det ville det være kedeligt.
Det acceptere man når man vælger at dyrke idræt. At nogles ego så af den ene eller anden årsag – som nok ikke altid har noget med idrætten at gøre- vælger at skide på det kodeks kan ikke undskyldes – hverken af penge, berømmelse eller af nogle andre årsager.
Det hele ville være simpelt hvis man kunne få alle til at indse at man som athlet har et valg. Et valgt om at gøre sit bedste, et valg om at være stolt, et valg om ikke at dope sig fordi reklamefolk eller team ejere gerne vil udnytte en til at skabe profit. I det hele taget ville det være optimalt hvis alle athleter så at de havde disse valg. Det ville nok på langt sigt give dem et lykkeligere liv en de ville få med en OL medalje om halsen men uden evnen til at tage kontrol over deres eget liv.
I eksemplet med Peter Riis burde han jo have sagt sit studie på standby, flyttet til udlandet for at træne. At sige at det var studier etc. der gjorde han ikke kunne finde sin form er helt forståeligt, og han burde være taget til OL og have preformet det han kunne og så evaluerer om det var hans bedste eller om han måske skulle gå mere efter næste OL – men virker til han ville have det hele på en gang – eller det virkede som om han valgte for meget på en gang.
Ud over at jeg synes athleter skal ophøje sig til højere etiske krav en en der ikke dyrker sport så ville strengere straffe være en løsning.
Atleter stiller næsten umenneskelige krav omkring diciplin og umenneskelige fysiske krav til deres krop – hvis det mentale aspekt kunne inddrages ville vi man måske være et skridt nærmere en ren sport og en bedre verden.
Og ja det er idealistisk, men det er jo netop pointen – idrætten ideal er gået tabt men hvor ville det være smukt hvis det kom tilbage. VH Aleksandar
August 3rd, 2008 at 11:58 pm
Hej Aleksandar
Jeg deler klart din indstilling til sagerne set i relation til doping – og jeg hylder din idealisme…mit ærinde var vel egentlig bare at dryppe malurt i bægeret og ødelægge festen fuldstændig, ved at levere et indspark i form af kynisme og frarøve de lykkelige optimister barnetroen ;O)
Vi er slet slet ikke uenige om, at Peter Riis, (m.m.m.fl.) burde have valgt den lange vej mod målet – jeg ville blot aflevere den observans, at det (i min optik) er forståeligt (læs: ikke undskyldeligt), når man forbryder sig mod de etiske regelsæt. Guleroden er simpelthen for stor og risikoen, arguably, for lille.
Jeg tror, at du har ret derhen, at doping ofte er et udslag af at dyrke eget ego – hvad enten den kommer til udtryk i fitnesscentrene hos de unge løver, eller hos den veltrænede eliteatlet, der BRÆNDENDE ønsker sig en plads i solen – by all means necessary.
Jeg tror, som skrevet, at det der adskiller mange fra at forbryde sig, er risikoen for at blive taget….og i mindre grad risikoen for helbredet og hensynet til medatleter, samt sporten som sådan…og det må man så kunne lide eller lade være.
På samme måde som når folk vælger at køre for stærk eller køre spirituskørsel (uden nogen sammenligning i øvrigt). Det der bekymrer disse færdselskriminelle er i de fleste tilfælde slet ikke, om overtrædelsen medfører et færdselsdrab/uheld – den eneste bekymring er om mændene i blåt tøj skulle finde på at standse dem og gøre noget slemt ved deres kørekort…
Jeg kan lide din tanke om, at atleter bør have en bedre etik end ikke-atleter – men let´s face it. Omend atleter har nogle fællesnævnende karaktertræk, så er de som enhed lige så forskellige som så mange andre grupperinger – og vi har vidt forskellige grunde til at gøre præcis de samme ting…og selv om langt de fleste triatleter er nogle guttermænd, så er der også i vores sport, nogen der sætter sig selv over den rene kappestrid.
Man vil aldrig kunne tale fornuft til en hel sportsverden…fristelserne og presset fra sig selv, sponsorer, samarbejdspartnere og medier er for stort til at alle vil kunne holde dydens smalle sti (Meiner Meinung nach) – den eneste stopklods er set herfra et forbedret kontrolapparatur og hårdere sanktioneringer.
I forhold til resultatet på bundlinien som betegnende faktor for en atlet. Jeg kan se, hvad du mener…men jeg har måske en tendens til at romantisere det lidt mere :O)
Der jeg ville hen, er, at der i min optik er meget mere end resultatet på bundlinien, der definerer en atlet. Der er ting som appereance udenfor ringen – storhed i sejr og nederlag…her er cykelsporten for mig meget mytologisk, fordi den er så forbandet rå.
Måden resultater skabes på er vigtig. Jeg ved godt, at “vinderen altid har ret” – men for mig er det også stort, når en mester som Jalabert efter at have slugt praktisk talt alt i Vueltaen har overskud til at bremse en ½ meter fra stregen og forære sejren til Bert Dietz, der har siddet og knoklet i front hele dagen.
Det er storhed når en mester som Indurain efter at have vundet 5 toure på stribe kæmper til stregen og bliver 11er i karrierens efterår. Det er storhed, når Cunego efter en miserabel Tour08 giver alt for at gennemføre, det til trods, at han efter et grimt styrt får foræret en nem udvej. Det er storhed, når en mand (som Jens Voigt) giver alt hvad han har i et udbrud for så at tage kappestriden på stregen…mens det i min verden er knap så stort, når ryttere snylter og ligger på hjul hele vejen til stregen for så at “tyvstjæle” sejren – a la Nelson Rodriguez.
Det er for mig stort, når en triatlet giver den fuld hammer og forsøger at køre fra spids, mens det i min bog ikke er stort, når der draftes – eller semidraftes – i nondraftkonkurrencer…uanset om man kan slippe afsted med det eller ej og blot udnytter reglerne til det yderste – jeg er rigtig dårlig til den form for omgang med reglerne, da jeg finder det ødelæggende for fairnessen i sporten…men igen, det er nok nemmere at være “hellig”, når man som motionist ikke kører om sejren, men kun mod sig selv :O)
Det er for mig også storhed, når man efter at have skidt i sin våddragt, “æder lorten” og svømmer sit livs svømning, at man i silende regnvejr holder focuseringen en hel dag, og at man på trods at kramper på både cykel og løb, og på trods af en forvredet fod kæmper til stregen, det til trods at de placeringer, præmiepenge og slots, man tog Over There efter, allerede er stjålet af andre atleter.
Det er for mig storhed, at man efter tre konkurrencer, der resultatmæssigt ikke udmøntede sig i det ønskede, alligevel klør på og ikke stikker hovedet i busken, men i stedet holder sig til sin oprindelige gameplan og giver Juelsminde en chance…
Jeg glæder mig til at se dig prøve kræfter med den hjemlige elite! :O)
Bis dann
Jesper
August 4th, 2008 at 9:20 pm
Hej Jesper
men at jeg forstår din pointe.
Tusinde tak, og jeg giver dig ret – måske ikke så meget med min egen storhed
Jeg er også selv mest fascineret af disse facetter af cykelsporten. Det er som regel ikke sejre men nederlag hos andre der vækker min interesse. Måske er det fordi den slagne ikke er så umenneskelig og at det at tabe og være uperfekt er meget menneskeligt?
Dog var min argumetation for resultatet der definerer sportsmanden min mening om at der jo i idræt er flere lag og aspekter, men at der i konkurrence jo kun er en vinder og en masse tabere. Dermed ikke sagt at vinderen er den mest interessant eller populære. Faktisk er det her oftest nogle helt andre ting der gør sig gældende.
Jeg kan huske at Jørgen Leth i mange år efterlyste en tourvinder som Mercx – kanibalen – hvis karisma og udstråling gjorde ham at andre blev draget af ham. Det samme med Coppi, men Bjarne Riis – hvor kedelig han så end måtte have været for andre end os danskere, var en sportsmand af samme kaliber som de to legender. Riis er jo i vores snak et dårligt eksempel da han jo viste sig (som alle de andre sikkert også var) at bryde det kodeks som jeg ønsker atlether ville efterleve.
Riis’ karriere var jo ej heller så lang som de to andres men selvom den havde været det tror jeg heller ikke han ville have fået samme legende status i cykelsporten som dem. Det har noget med medietække, personlighed etc at gøre.
Men måske jeg skal overveje mit sort hvide billede af idrætsmænd, men på den anden side kunne det måske gøre jeg mistede gnisten for at lave et stor resultat. Who knows, men jeg har da lidt at tænke over.
Måske vi mødes i Juelsminde, det kunne være hyggeligt. Og til andre der skulle se mig i Juelsminde så sig endelig hej.
Ang. drafting kommer der snart et indlæg hvor din mening vil meget velkommen.
VH Aleksandar
April 10th, 2010 at 10:01 am
[...] tidligere haft doping så tæt på mig og var yderst utilpas i situationen. Jeg har dog tidligere skrevet et indlæg omkring doping og hvordan jeg mener det er vigtigt at man som sportsmand tør handle når man ser snyd og tør [...]