Doping – idrættens sociale problem

For et par dage siden smed den danske MTB rytter Peter Riis Andersen en bombe. Han var blevet testet positiv kort før OL.

Jeg havde egentlig tænkte mig at skrive en indlæg omkring Peter og doping samme dag som det skete, men var alligevel nød til at tænke problemstillingen igennem for at kunne komme med mit eget personlige bidrag til sagen om Peter Riis Andersen.

Jeg hørte om den positive prøve mens jeg sad i en bil et eller andet stedet mellem Nyborg og Odense. Det var en af mine egne sponsorer der ringede mig op og fortalte hvad der netop var kommet ud i pressen. Vi talte kort om det.

Da jeg kom til Jylland skyndte jeg mig på nettet for læse mere om sagen. Her var det en tydelig presset Peter Riis der fortalte om sit doping forløb.

Manglende form var årsagen til at han havde kunne retfærdiggøre at bryde idrættens mest ædle regler om sportsmandship.

Fordi en sport umiddelbar er individuel er man stadig omfattet af et socialt kodeks som alle deltagere acceptere og bør efterleve. Overholder sportsfolk ikke disse regler ville man selt ikke kunne have idræt og konkurrencer mod hinanden.

Et tænkt eksempel kunne være at to fodboldhold spiller en kamp. Det ene hold spiller efter normale regler og det andet har deres egne private regler. Eksempelvis kunne det tænkes at de ene hold havde besluttet at et mål gav tre mål på tavlen. Det ville stille spørgsmål ved om det overhovedet er fodbold de spiller.

På samme måde kan man stille spørgsmål hvilke regler og moralkodeks Peter Riis fulgte da han valgte at rette op på en dårlig form ved at bruge EPO.

Jeg har altid haft opfattelsen af at brug af doping eller at det at snyde af den ene eller anden art, er et personligt valg, men hvorvidt det er social betinget eller udelukkende en individuel beslutning synes jeg er lidt svær at vurdere.

Før han dopede sig.

Jeg kan huske første gang jeg stødte på Peter Riis Andsersens navn. Han havde vundet et løb og udtalte sig på tv. Han var yderst sympatisk og virkede virkelig som en der havde knoklet for sit resultat.

Derfor må jeg også indrømme at det kom bag på mig da det viste sig at den medicinstuderende Peter havde dopet sig.

Hvad så med OL.

Fordi OL står for døren er det klart at Peter Riis Andersens handlinger ikke kun stiller spørgsmål ved ham som person, men også de andre ol deltagere. Det er sindsygt urimeligt og jeg er personlig overbevidst om at vi ikke ser flere posivtive prøver fra danskere under OL.

Alligevel er tvivlen endnu engang blevet sået og hvor er det synd for de dygtige athleter der om få dage tager til OL

Det viser igen hvor social sport er. Vi bliver præget af hinandens handlinger på tværs af sportsgrene. Derfro er det også min opfattelse at doping skal behandles om et social problem.

Selvfølgelig er det et personlig valg, men valgtet, som jeg forstår problemstillingen, fra en indstilling om at individet er øverst i sporten.

Som jeg forstår det, må mange glemme sportens og idrættens grundlæggende værdi om sportsmandship.

Endvidere har individuelle sociale konsekvenser. De danske athleter skal nu forholde sig til et spørgsmål som rejses fordi en af dem har har begået en fejl. Det er måske lidt urimeligt men alligevel logisk.

Derfor håber jeg også at Peter Riis Andersens doping eventyr ikke kun isoleres til mountainbike cykling men istedet ses som en overordnet problem for dansk idræt.

Nogle danske athleter tager allerede offentlig afstand til doping. Jeg er ikke i tvivl om at alle de der er udtaget der modstandere af doping, men det kunne alligevel være fedt hvis det ikke kun var doping myndigheder men også andre athleter der danner front mod doping, og gør det mere personligt.

Doping har sociale og personlige konsekvenser for alle. Derfor er vi i triathlonsporten heldige at vores to dygtigste mandlige athleter, Thorbjørn Sindballe og Rasmus Henning, for et par år siden allerede gav deres personlige holdninger offentlige. “Rigtige vindere doper sig ikke” er deres budskab og det kan jeg kun tilslutte mig. Det gør at man i vores sport ikke er klar over holdningen og budskabet når man begynder som triathlet.

Endvidere er det dejligt at vide at de bedste tør stille sig frem og tage afstand til doping fordi det ved at de aldrig vil teste positive fordi de aldrig kunne drømme om at dope sig.

Hvis alle viste deres foragt, på en anstændig måde naturligvis, kunne man måske være med til at skabe forståelsen af at doping er en uacceptabel social handling som rammer alle omkring en.

Hvad så med Peter Riis Andersen?

Jeg er på ingen måde typen der vil føle et personligt had mod en der doper sig. Jeg ved at Peter Riis Andersen har knoklet for sine resultater og har været besat af sporten på samme måde som jeg selv oplever det – og det er fedt.

Han har mistet det hele og burde aldrig kunne se tilbage på sine karriere med stolthed. Ligegyldig hvad han end måtte have opnået uden doing vil altid være skæmmet af hans handling, og ikke nok med at det rammer ham selv lider også hans omgangskreds, hans hold lukker, det bliver svært for andre MTB ryttere at finde sponsorer etc.

Endeligt har han forstyrret mange danske athleters og deres trænere årelange og hårde arbejde på det værst tænkelige tidspunkt.

Jeg håber dog at Peter Riis Andersen som mennseke finder balancen i sit liv igen og ønsker ham kun alt det bedste, men som athlet har jeg har jeg mistet respekten for ham.