Men måske jeg skal overveje mit sort hvide billede af idrætsmænd, men på den anden side kunne det måske gøre jeg mistede gnisten for at lave et stor resultat. Who knows, men jeg har da lidt at tænke over.
Måske vi mødes i Juelsminde, det kunne være hyggeligt. Og til andre der skulle se mig i Juelsminde så sig endelig hej.

Ang. drafting kommer der snart et indlæg hvor din mening vil meget velkommen.
VH Aleksandar

Jeg deler klart din indstilling til sagerne set i relation til doping – og jeg hylder din idealisme…mit ærinde var vel egentlig bare at dryppe malurt i bægeret og ødelægge festen fuldstændig, ved at levere et indspark i form af kynisme og frarøve de lykkelige optimister barnetroen ;O)

Vi er slet slet ikke uenige om, at Peter Riis, (m.m.m.fl.) burde have valgt den lange vej mod målet – jeg ville blot aflevere den observans, at det (i min optik) er forståeligt (læs: ikke undskyldeligt), når man forbryder sig mod de etiske regelsæt. Guleroden er simpelthen for stor og risikoen, arguably, for lille.

Jeg tror, at du har ret derhen, at doping ofte er et udslag af at dyrke eget ego – hvad enten den kommer til udtryk i fitnesscentrene hos de unge løver, eller hos den veltrænede eliteatlet, der BRÆNDENDE ønsker sig en plads i solen – by all means necessary.

Jeg tror, som skrevet, at det der adskiller mange fra at forbryde sig, er risikoen for at blive taget….og i mindre grad risikoen for helbredet og hensynet til medatleter, samt sporten som sådan…og det må man så kunne lide eller lade være.

På samme måde som når folk vælger at køre for stærk eller køre spirituskørsel (uden nogen sammenligning i øvrigt). Det der bekymrer disse færdselskriminelle er i de fleste tilfælde slet ikke, om overtrædelsen medfører et færdselsdrab/uheld – den eneste bekymring er om mændene i blåt tøj skulle finde på at standse dem og gøre noget slemt ved deres kørekort…

Jeg kan lide din tanke om, at atleter bør have en bedre etik end ikke-atleter – men let´s face it. Omend atleter har nogle fællesnævnende karaktertræk, så er de som enhed lige så forskellige som så mange andre grupperinger – og vi har vidt forskellige grunde til at gøre præcis de samme ting…og selv om langt de fleste triatleter er nogle guttermænd, så er der også i vores sport, nogen der sætter sig selv over den rene kappestrid.

Man vil aldrig kunne tale fornuft til en hel sportsverden…fristelserne og presset fra sig selv, sponsorer, samarbejdspartnere og medier er for stort til at alle vil kunne holde dydens smalle sti (Meiner Meinung nach) – den eneste stopklods er set herfra et forbedret kontrolapparatur og hårdere sanktioneringer.

I forhold til resultatet på bundlinien som betegnende faktor for en atlet. Jeg kan se, hvad du mener…men jeg har måske en tendens til at romantisere det lidt mere :O)

Der jeg ville hen, er, at der i min optik er meget mere end resultatet på bundlinien, der definerer en atlet. Der er ting som appereance udenfor ringen – storhed i sejr og nederlag…her er cykelsporten for mig meget mytologisk, fordi den er så forbandet rå.

Måden resultater skabes på er vigtig. Jeg ved godt, at “vinderen altid har ret” – men for mig er det også stort, når en mester som Jalabert efter at have slugt praktisk talt alt i Vueltaen har overskud til at bremse en ½ meter fra stregen og forære sejren til Bert Dietz, der har siddet og knoklet i front hele dagen.

Det er storhed når en mester som Indurain efter at have vundet 5 toure på stribe kæmper til stregen og bliver 11er i karrierens efterår. Det er storhed, når Cunego efter en miserabel Tour08 giver alt for at gennemføre, det til trods, at han efter et grimt styrt får foræret en nem udvej. Det er storhed, når en mand (som Jens Voigt) giver alt hvad han har i et udbrud for så at tage kappestriden på stregen…mens det i min verden er knap så stort, når ryttere snylter og ligger på hjul hele vejen til stregen for så at “tyvstjæle” sejren – a la Nelson Rodriguez.

Det er for mig stort, når en triatlet giver den fuld hammer og forsøger at køre fra spids, mens det i min bog ikke er stort, når der draftes – eller semidraftes – i nondraftkonkurrencer…uanset om man kan slippe afsted med det eller ej og blot udnytter reglerne til det yderste – jeg er rigtig dårlig til den form for omgang med reglerne, da jeg finder det ødelæggende for fairnessen i sporten…men igen, det er nok nemmere at være “hellig”, når man som motionist ikke kører om sejren, men kun mod sig selv :O)

Det er for mig også storhed, når man efter at have skidt i sin våddragt, “æder lorten” og svømmer sit livs svømning, at man i silende regnvejr holder focuseringen en hel dag, og at man på trods at kramper på både cykel og løb, og på trods af en forvredet fod kæmper til stregen, det til trods at de placeringer, præmiepenge og slots, man tog Over There efter, allerede er stjålet af andre atleter.

Det er for mig storhed, at man efter tre konkurrencer, der resultatmæssigt ikke udmøntede sig i det ønskede, alligevel klør på og ikke stikker hovedet i busken, men i stedet holder sig til sin oprindelige gameplan og giver Juelsminde en chance…

Jeg glæder mig til at se dig prøve kræfter med den hjemlige elite! :O)

Bis dann

Jesper

Jesper – min opfattelse er at det i sidste ende er resultatet der definerer en sportsmand. Det er det der gør at man stadig hyldere dopingsyndere som Pantani og Riis etc. Jeg skal ikke være dømmende overfor Bjarne Riis og Pantani men finder det ærlig talt sygt at nogle stadig forguder Pantani – Richardo Ricco skulle iflg. rygter bære et billede af Pantani på sig når han cyklede – vist nok i en halskæde. Det er sataneme sygt og ikke underligt at idioten blev pillet ud af touren – helt til grin og dybt dybt forstyrret adfærd.

Jeg synes at man skal forholde sig idrætensverden på et andet plan end mange gør og mange af de der doper sig er vel i bund og grund ikke ude efter konkurrence men istedet ude på at pleje deres ego.
Idræt handler om at konkurrere på lige vilkår – ikke at vinde for enhver pris. At mene at man er konkurrence menneske fordi man bare vil vinde er også en fejl ifølge mig. Konkurrencer er, hvis altså du dyrker en sport hvor andre også brænder 100 procent for det, handler om at give sig selv en chance. Den får man gennem hård træning etc. Til stævner må man gribe sin chance, flytte sine græner og gøre alt hvad ens træning har givet en mulighed for. Vinder man er man en helt, taber man har man noget at tænke over. Men alle kan ikke vinde – gjorde de det ville det være kedeligt.
Det acceptere man når man vælger at dyrke idræt. At nogles ego så af den ene eller anden årsag – som nok ikke altid har noget med idrætten at gøre- vælger at skide på det kodeks kan ikke undskyldes – hverken af penge, berømmelse eller af nogle andre årsager.
Det hele ville være simpelt hvis man kunne få alle til at indse at man som athlet har et valg. Et valgt om at gøre sit bedste, et valg om at være stolt, et valg om ikke at dope sig fordi reklamefolk eller team ejere gerne vil udnytte en til at skabe profit. I det hele taget ville det være optimalt hvis alle athleter så at de havde disse valg. Det ville nok på langt sigt give dem et lykkeligere liv en de ville få med en OL medalje om halsen men uden evnen til at tage kontrol over deres eget liv.

I eksemplet med Peter Riis burde han jo have sagt sit studie på standby, flyttet til udlandet for at træne. At sige at det var studier etc. der gjorde han ikke kunne finde sin form er helt forståeligt, og han burde være taget til OL og have preformet det han kunne og så evaluerer om det var hans bedste eller om han måske skulle gå mere efter næste OL – men virker til han ville have det hele på en gang – eller det virkede som om han valgte for meget på en gang.

Ud over at jeg synes athleter skal ophøje sig til højere etiske krav en en der ikke dyrker sport så ville strengere straffe være en løsning.
Atleter stiller næsten umenneskelige krav omkring diciplin og umenneskelige fysiske krav til deres krop – hvis det mentale aspekt kunne inddrages ville vi man måske være et skridt nærmere en ren sport og en bedre verden.

Og ja det er idealistisk, men det er jo netop pointen – idrætten ideal er gået tabt men hvor ville det være smukt hvis det kom tilbage. VH Aleksandar

“Doping. Don´t do it!” – det er en sang som langt langt de fleste synger uden at behøve at reflektere videre over sagerne.

Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at en del af dem der synger med på sangen selv har haft fingrene dybt nede i honningkrukken – og en del af dem er også blevet taget, men de fortsætter uanfægtet sangen om, at doping er noget skidt og at synderne skal i gabestokken.

Jeg taler BESTEMT ikke for doping, jeg finder det ganske foragtelig…..men omvendt også ganske forståeligt set i et almenmenneskeligt mindset.

Lidt betragtninger til emnet, hvoraf noget vist bare er lidt freestyling uden egentlig reference til tidligere indlæg…

Selvfølgelig synes “man” ikke, at det er i orden at snyde – og hvis “man” snyder, så ønsker man selvsagt heller ikke, at de andre snyder, da man derved mister fordelen ved sit eget bedrag. Det er let at danne fælles front mod doping. Men det er en billig fornægtelse, da langt de færreste subelite folk nogensinde bliver testet….

Et hold som CSC der roses bravt for deres imponerende stærke dopingprofil har ud over Riis flere dopingbefængte ex-ryttere i deres sold…er det forkert? – skal man have lov at lære af sine fejl – eller skal bedraget medføre a one way ticket to hell? – og skal der i givet fald differentieres mellem den unge neopro in spe, og den etablerede verdensstjerne (som Ben Johnson)?

En del aktive tidligere dømte atleter råber også op om antidoping – som eksempelvis David Millar og snart genkomne Basso…lyder det hult, eller har de “set lyset” og betræder nu en renere sti?

En af de aller allerstørste dopingkritikere var Dieter Baumann (tysk mellemdistanceløber og OL-guldvinder på 5 K i Barcelona) – han blev nappet for nandrolon i 1999 efter mange år på barrikaderne. Justitsmord eller??? Trods det at han blev testet positiv, blev han benådet at det tyske forbund (noget med at nogen havde plantet doping i hans tandpasta…) – men han blev sanktioneret af det internationale forbund, IAAF, og forment adgang til legene i Sydney. Skyldig eller ej…fortæller dopingtests altid hele historien?

Med større mediebevågenhed og større pengepræmier, følger en egenskab af mere betydende rollemodel – det medfører uafladeligt at indsatsen og presset hæves for den enkelte atlet…og vejen til nålen kan blive kortere…

Den undersøgelse Thomas Veje hentyder til, fortæller nærmest det hele. Rigtigt mange atleter er “villige til at dø for sejren” – og set i det lys er doping, arguably, et lille offer – og det der adskiller en pæn majoritet af disse eliteatleter fra brugen af doping er sandsynligvis risikoen for at blive opdaget – at blive udstødt fra sporten, og at blive lyst offentligt i ban – mere end det er hensynet til deres konkurrenter, familer og sponsorer. Hensynet til den rene sport.

Den døde rytter på Mont Ventoux, Tom Simpson, blev ikke bare hilset af Merckx – enhver fransk motionsrytter med respekt for sig selv letter på cykelkasketten eller hjelmen, når de passerer hans memoire…han døde af doping, men for entusiasten døde han også i storhed, og dopingen bliver en parentes – historien gentager sig med Pantani. Dopingen pletter hans eftermæle, men det udsletter det ikke….det samme med Riis, selvom han selvfølgelig stadig er iblandt os.

De fleste af os har en pris…og moralen er til fals bare belønningen er stor nok…og risikoen tilsvarende lille. Cost/benefit. Mange atleter vil gå LANGT for at skrive sig ind blandt de store.

Bliver man som atlet tilbudt en vidunderpille, der vil rykke niveauet for en eliteatlet fra en plads som nr. 10 til toppen af pallen, så vil en del selvfølgelig sige nej af idealistiske grunde, fordi man “bare ikke doper sig”. Hvis man så stilles i udsigt, at der i forlængelse af pladsen på toppen af pallen er udsigt til stjernestatus og økonomisk uafhængighed – eksempelvis en pose med 100 mill DKK – og at pillen “med garanti ikke kan spores”, så vil en del tvivlere og nejsigere, rykke deres standpunkt – og det der stadig vil afholde nogen, vil være frygten for afsløring, mere end angeren over at have forført publikum og banket konkurrenter på et falsk grundlag.

Det gamle mundheld med, at det er smart at snyde, men dumt at blive opdaget – det er ikke opstået ud af den blå luft. Det ligger i en del menneskers natur at tage genveje, og med mindre man finder noget der gør, at man kan spore alle dopingformer, så tror jeg ikke, at man nogensinde bliver det kvit.

Jeg ved slet ikke om det er teknisk/medicinsk muligt, men kunne der dannes en konsensus med medicinalvirksomhederne om et sporingsstof i alle deres præstationsfremmende produkter, så ville vi have løsningen (a la det Roche på rygtebasis havde smidt i Riccos dope) – men uden at være for forudindtaget, så har jeg en vag mistanke om, at selv hvis dette rent faktisk VAR muligt, så er medicinalvirksomhederne så profitorienterede, at der uvilkårligt ville være brådne kar…og så har vi igen balladen.

Det kan i øvrigt også diskuteres, om det er rimeligt, at et “ubeskrevet blad” som Peter Riis, der har høstet toppræstationer i læssevis, uden at der er blevet løftet et øjenbryn i dagspressen, skal trækkes gennem sølet på forsiderne som en anden quisling efter at være blevet dopingafsløret, mens eksempelvis voldtægtsforbrydere og andre hårde kriminelle kan passe deres forretninger uden større bevågenhed? Det kan diskuteres, om det er rimeligt at fransk politi truer Johnny Schleck med en pistol, fordi Johnnys drenge kører med i front af et cykelløb? Hvor vigtig er sport? Hvor slemt er det at snyde? (igen, jeg taler BESTEMT ikke for doping – bare betragtninger…)

Aleksandar: Du skrev i et tidligere indlæg, “…at det i bund og grund kun er resultatet på slutlinien der definerer en sportsmand. Det er jo dejligt simpelt og nemt at forholde sig til men også lidt barsk.” Jeg kan godt forstå, hvad du mener, men er ikke ubetinget enig – omvendt kan det være, at det blot er en strid om ord – eller slet og ret en af grundene til, at du ligger i toppen af felterne, mens jeg nyder udsigten længere tilbage :O)

Vælger man at tage din tese for pålydende, og sammenholder den med min tese om, at mange eliteatleter i meget høj grad lader sporten definere dem som mennesker – så når man (indrømmet, noget forenklet) frem til, at det er resultatet på bundlinien, der definerer atleten som menneske…..og så er der næppe noget at sige til, at en del falder for fristelsen til at “øge deres værdi som mennesker”!?!

Sagen er, at vi mennesker kan have vidt forskellige grunde til at gøre præcis de samme ting – og derfor vil en del atleter kæmpe om medaljer med egne ambitioner som eneste focus, uden megen reference til fairness i forhold til konkurrenterne.

Det vil nok aldrig ændre sig, for der vil altid være nogen, der vil snyde – og der vil altid være nogen, der ikke bliver opdaget. Det vil efter min mening også være tilfældet i triverdenen, selv på den hjemlige scene…og det kan lige så godt være hos dem, der kæmper for at brække 10 timer, som dem der er tættere på blomsterne.

Sad but true…

Selv hos “deciderede motionister” i motionscentre florerer præstationsfremmende midler i rigt mål – selv om et ekstra træningspas eller en kostomlægning måske kunne have gjort præcist det samme.

Trods dette realitsiske/kyniske? synspunkt, melder jeg mig i øvrigt også på holdet af glade naivister, og jeg VÆLGER at antage, at atleter er “rene” indtil andet er bevist…og jeg priser mig lykkelig over, at min gamle helt, Don Miguel Indurain, i en dopingsyg cykelverden var i stand til at vinde 5 toure i rap uden andet brændstof end kildevand og pasta :O)

Med venlig hilsen – samt ønsket om god vind i Juelsminde – og et godt OL i sofaen

Jesper

Ulrik

Tror faktisk også at penge bliver gjort til genstand for alt for meget opmærksomhed i dopingdebatten.

Jeg læste engang en undersøgelse hvor en gruppe topatleter blev spurgt, hvad de ville gøre, hvis de fik tilbudt en pille, som ville gøre dem uovervindelige i 5 år, men som tilgengæld efterfølgende tog livet af dem. Jeg mener langt over halvdelen og vist nok omkring 80 % ville tage pillen!

Doping handler altså i høj grad om lysten til at vinde. Ikke så meget om rigdom

Thomas

Det vigtige din kom frem til
Kort sagt. Jeg tror man doper sig af tre vigtige grunde (her oplistet i prioriteret rækkefølge)
1. Ikke være til grin og omvendt kæmpe på samme præmisser som sine konkurrenter.
2. Prestige ved og ambitioner om at være den bedste.
3. Penge grundet at være bedre end man ville være clean.

det er nok derfor, der ikke er et særligt problem med doping i tri sporten. 1: der er ikke nogle kutur for doping, så derfor er det ikke “nødvendigt” at dope sig for at vinde. 2: pengende er ikke så store i tri sporten.

Jonas

Jeg vil tilslutte mig din model med en klar afstandtagen til doping blandt atleter også vil være med til at løse dopingproblemet (sammen med hårdere straffe)

Når det kommer til vores egen sport er triathlon heldigvis født ud af en grundlæggende tanke om at det er manden mod elementerne (og race marchalls som opretholder 10 meter reglern )- hverken mere eller mindre. Derfor er det ikke (endnu) i samme grad socialt acceptabelt at tage doping som triathlet.

De få som har forbrudt sig mod reglerne er alle, så vidt jeg ved, blevet fordømt af konkurrenter, forbund osv. Nina Kraft har for eksempel ikke turde vise sig på Hawaii efter hun indleverede en positiv dopingtest for nogle år siden.

Så man kan vel egentlig tale for at der i tri er et socialt kodeks der taler imod brug af doping. Lad os håbe at det også består når der for alvor kommer monetos i sporten!

Thomas

Ved at aktive deltog mere aktivt kunne det skabe en ny dimension på problemstillingen.
Det virket ofte til at de dopingdømte oftest føler at deres dom er noget der rammer individuelt og de undskylder oftest kun til sponsorer og de som er tætte på dem. Hvad med at huske dem de egentlig har prøvet at snyde, nemlig deres konkurrenter?

Jeg kan kun tilslutte mig at der bør være strengere domme. Det er langt ude at man kan være tilbage blot 2 år efter man har snydt på et niveau som etisk overtræder alle idrættens principper.

Dejligt at have dig tilbage i København og på nettet
Vh Aleksandar