Erik Steffensen mødte jeg første gang på Københavns Universitet – ved en kaffemaskine.
Siden har jeg lært ham at kende og enda haft det privilegium at træne ham.
Erik Steffensen kan godt lide at drikke kaffe og tale om sine tanker. Så kan kan iøvrigt også lide at svømme, cykle og løbe.
Ligesom med de andre jeg træner så lærer jeg også meget. Erik ved rigtig meget om kunst – han er både maler, fotograf, forfatter og enda professor - men mere interessant; han er spændende. Når Erik fortæller om sin træning og sine stævner lærer jeg ofte noget om noget som ikke har med triathlon og træning at gøre.
I weekenden kørte Erik Ironman Regensburg!
Erik Steffensens tanker fra Ironman Regensburg.
Forberedelserne til årets Ironman har aldrig været bedre, og beviset bliver tydeligst i skiftezonerne.
Et hurtigt skifte betyder at man ikke laver alle mulige Harry Potter troldmandsbesværgelser, men blot fokuserer på det vigtigste, at komme afsted mellem disciplinerne.
Når de mere end 2000 atleter kommer op af vandet henter man således hurtigt 80-100 pladser og selvom et tilsvarende antal så kommer susende forbi på cyklen op ad de første stigninger er der god samvittighed.
Så jeg er stolt af både T1 og T2 kunne gøres på under tre minutter hver. Men først skal vi i vandet. Bob Dylan har sikkert tænkt på svømmestarten, og den lange dag da han skrev:
Ring them bells Saint Peter where the four winds blow
Ring them bells with an ironhand
So the people will know …
Oh, It’s rush hour now …
Der er noget særligt over massestarten, hvor alle løber fra stranden ud i baljen, Guggenberger See på en gang.
Og vandet er sort af mudder og våddragter, men om lidt er det grønt og rent og 20 grader tilpas.
Ud til bøjerne i flok, og i det hele taget i flok hele vejen rundt, men der er alligevel plads til at finde rytme og orientering. 1:13:08.
Af erfaring fra et par års triatlon er det hurtigt glemt, men noget man tænker tilbage på: Hvor blev tiden af? Har en fornemmelse af, at jeg ikke kan presse mig på svøm, måske fordi jeg sjældent har prøvet, selvom jeg har været i gang med wetronomen nogle gange i træningen. Fokuserer i stedet på rytme og at have fat i vandet.
T1 er en lykke.
Løber barfodet på de lange stræk og tager sko på ved enden af zonen. Har været i tvivl om at skulle have sko klikket i, men er for usikker på om det vil fungere. Derfor en løsning med at løbe, men tage skoene med i hånden. Det går tjept.
Cyklingen er meget kontrolleret i aftalt race pace. De første 10-15 minutter tror jeg der er noget galt fordi det er svært at træde så få watt som jeg bør. Men så kommer stigningerne og jeg skal moderere min energi, så der også er noget at træde med nedad.
Tænker at det er bedre at gøre som udmålt og aftalt i stedet for at gå med, når cyklerne strømmer forbi. Det er hårdt men jeg føler samtidig et voldsomt overskud som jeg tænker er godt at have senere.
Det hele kører perfekt, selvom cykeltiden ikke er hurtig – 6:03:47. Landskabet smukt, tiden flyder afsted tråd for tråd.
Jeg er i megahopla da jeg når T2 og stormer ud på løbet som død og djævel.
Tror som på cyklen at der er noget i vejen med apparaturet (løbeur) der siger 4.30 per kilometer, men har ikke åndsnærværelse til at regne tiden om til, ja, en maraton på 3 timer, hvilket vel vil være lidt urealistisk da min personlige pr er 3.24 (uden svøm og cykel). Men jeg nyder det ikke desto mindre fordi der ikke er træthed at spore.
Omkring fem kilometer inde synes jeg stadig der er styr på begivenhederne også selv om varmen er sneget sig op på max. Jeg kan se at cykelcomputeren siger 26 grader da jeg stillede cyklen og der er jo sikkert lidt chillfaktor med 30 i timen. Jeg løber nu i aftalt tempo og det er en fin 10 kilometer. De næste 10 begynder tempoet at falde. Ved 20 kilometer indhenter djælvelen mig og ved 30 døden. Havde man bare haft en usynlighedskappe! Men nej – alt er eksponeret.
Løberuten er god, afvekslende, men til tider hård på lange solrige stræk langs Donau eller forbi det historiske pølsekøkken, der lokker med stegte bratwurst tåger.
Fokus? Når man har spist mere end 25 gels fordelt på 2 flasker og en håndfuld samt lunken cola er der kun lidt energi tilbage hvor mærkeligt det end lyder. Man bliver træt. Og så nærmer afslutningen sig og jeg formår at skrue lidt op for tempo igen de sidste tre kilometer.
Afsluttende maraton 4:02:54. Og ja da jeg debuterede som løber i 4:15 for ungefähr tolv år siden anede jeg selvsagt ikke at jeg en dag ville drømme om at tænke dette som et ikke-tilfredsstillende resultat! Det havde jo været sjovt at sætte pr på maraton og gøre det i en jernmandskonkurrence.
Men summa-summarum: Virkeligheden overgår alt. Selv de vildeste drømme!
