Husk din cykelhjelm
I søndags var jeg ude og cykle. Jeg mødes ofte med nogle andre ved Mosehuset og kører mod Nordsjælland.
Efter omkring 5 minutter kom en fyr og til og og spurgte om det var okay at han sad på hjul. Normalt synes jeg dette er rigtig fint, og rart at der er nogle der vil kører med en. Alligevel bad jeg fyren, som ellers så meget rar ud, om enten at kører fra os eller slippe vores hjul.
Han havde ingen cykelhjelm på. Tilgengæld havde han en strikhue på hovedet. Normalt er det jo ens eget ansvar om man vil have hjelm på eller ej, men vær ikke overrasket hvis der er nogle der ikke vil kører med dig, hvis du af den ene eller anden grund mener at lige netop du ikke skal kører med hjelm.
Jeg har nævnt, at fyren jeg afviste så rar ud, så dette er ikke et personligt angreb på ham, men mere på de mange der af uforklarlige grunde mener man ikke behøver at have en hjelm på, når man træner.
Jeg har ingen forståelse, læs: nul, zero, zip, nada, forståelse for, hvorfor man mener at man er usårlig og ikke behøver at have hjelm på.
Jeg har hørt argumentet om at man ved hvad man laver, fordi man har kørt på cykel i mange år – FAT CHANCE. Hvis dette er din mening så kan du skrive til mig her. Så kan jeg give dig Claes Bjorlings mail. Så kan du jo skrive til ham, og forklare hvordan hans kæreste, som på en træningstur for nogle uger siden blev slået ihjel, kunne have undgået dette, hvis hun havde været ligeså fantastisk i trafikken som du mener du er. Eller du kan jo bare kontakte Århus 1900 triahtlon og forklare hvordan de for snart 2 år siden kunne have undgået, at nogle af deres medlemmer døde på en træningstur.
På billedet er to af mine venner, som begge har kørt cykel i mange år – se de har også hjelm på.

Et andet argument er at man synes det ser dumt ud med hjelm. Hvis det er vigtigt for dig at se godt ud, så lad være med at barbere dine ben og rende rundt i spandex hele dagen ligesom jeg gør. Jeg har dårlig smag og ved det. Derfor generer hjelmen mig ikke. Jeg ved godt at man i vores verden har et andet billede på hvordan man ser smart ud, men her er det så lige at man måske burde tage en realitets check. Hvis det er fordi man gerne vil have at folk skal synes man er lækker, så brug alle dine penge på hvad end Euroman og ligende blade anbefaler. Cykeltøj er funktionelt og det er dets primære formål. Det samme med en hjelm – den er funktionel, især hvis du, gud forbyde det, skulle være så uheldig at vælte af din cykel.
Nogle vil også sige: “jamen en hjelm hjælper jo ikke meget hvis uheldet alligevel er ude!”. Ja det er måske en pointe, men at have denne mening er for mig et udtryk for at have overset en vigtig grund til at have en hjelm på, nemlig signalværdi.
Når jeg kører afsted med min hjelm, viser jeg de der holder af mig, at jeg tænker mig om og forsøger at passe på mig selv. Det samme gælder når andre, jeg ikke kender ser mig. De ved at jeg har taget en aktiv beslutning om at beskytte mig selv – hjelmen hopper jo ikke på hovedet af sig selv.
Jeg synes det er enormt vigtigt at vise at man forsøger at beskytte sig. Det er et godt signal at sende til nye i sporten. Derfor synes jeg også det er en katastrofe når jeg eksemplevis ser billeder af Team CSC træne uden hjelm. Jeg vil ikke gå dybere ind i denne problemstilling, da jeg ligesom synes det er en “no brainer” at regne ud hvor smart det er for rollemodeller at opføre sig så uansvarligt.
Istedet vil jeg opfordre at du selv tager en aktiv beslutning om at du ikke vil træne med folk uden hjelm. Mange klubber har denne politik, men alt træning foregår jo ikke i klub regi, så at have en personlig holdning er sundt. Måske kan du med denne holdning forhindre at en anden kommer alvorligt til skade. Jeg synes det er værd at prøve
Skriv et svar
Du skal være logget ind at skrive en kommentar.


