lang løbetur – hvad tænker du på?
April 8th, 2008 af Aleksandar
Jeg er lige kommet hjem fra ugens lange løbetur. 34 km blev det til i dag og 2 timer og 20 minutter i træningsdagbogen.
I sidste uge spurgte en mig hvad jeg egentlig tænker på når jeg er ude og træne alene i så lang tid. Derfor er her hvad der gik gennem mit hovede i dag.
I dag gik stort set allle mine tanker til min gode træningskammerat Michael, som var meget tæt på at dø i søndags.
På en nedkørsel på et af bjergene på Mallorca ramte han frontalt ind i en bil. Han overlevede, men er kommet meget slemt tilskade. Jeg fik egentlig beskeden i søndags og har siden tænkt meget på ham.
Jeg er for det første utrolig glad for at han ikke kom mere alvorligt tilskade. Jeg ved han kører forsigtigt, og det viser bare at sådanne ting kan ske for alle. Så vær forsigtig og husk din hjelm, den reddede Michael i søndags.
Jeg har siden jeg begyndte at dyrke triathlon delt stort set alle mine triathlon oplevelser med Michael. Derfor gik løbeturen med at tænke på alle de dejlige oplevelser vi har haft sammen, og hvor glad jeg er for at jeg har flere at se frem til.
Ud over Michaels uheld fyldte et andet spørgsmål meget i mine tanker i dag. I dag spurgte en af mine veninder mig hvordan man egentlig kysser på første date uden at være fuld. Det var ikke noget vi talte længe om, men alligvel har spørgsmålet fyldt en del for mig i dag.
Jeg tror de flest kan genkende scenariet hvor man er ude med en man godt kan lide, men har lidt svært ved at tage næste skridt. Normalt går det noget nemmere hvis man er lidt rødvins fjollet.
Så på løbet i dag tænkte jeg på de gange hvor jeg ikke havde modet til at lave et “move” og på alle de gange hvor jeg, pga. alkohol, har lavet et move hvor jeg ikke burde – og senere har fortrudt bittert.
Jeg er endnu ikke kommet frem til en egentlig konklusion på spørgsmålet. Jeg tvivler egentlig også på der er en. Jeg mener, det er jo en ret individuel ting, og jeg tror ikke man kan generalisere. Eller det kan man jo godt, men jeg tror ikke det bliver en sucess.
Herefter tænkte jeg på hvorfor det lige var at jeg er triathlet og ikke dyrker en sport, hvor man kan være inde. I dag regnede det og var rigtig koldt. ØV.
Musikken jeg hører når jeg træner kan også få sat tankerne i gang. DAD er super fed musik og Metallica’s nummer “Nothing elser matters” er perfekt til triathon træning. Faktisk har jeg hørt at nummeret oprindeligt er lavet som træningsmusik. Den “orginale” titel er “Traning, nothing else matters” men pladeselvskabet synes titlen var for lang og forkortede den.
Okay det er måske så ikke helt rigtigt, men sådanne ting tænker jeg også på når jeg løber langt.
Men er det egentlig en pointe med dette indlæg? Det skulle jeg mene, og den kommer nu. Da jeg begyndte at løbe kunne jeg ikke holde ud at løbe fordi jeg kedede mig vildt meget. Jeg kunne ikke holde mine tanker ud, for det eneste jeg tænkte på dengang var hvornår træningen var forbi. Sådan har jeg det også stadigt engang imellem, men det er meget sjældent.
Igennem alt min træning har jeg lært at slappe af mentalt når jeg træner og kroppen arbejder hårdt. Jeg er overbevidst om at det er en evne jeg har lært fordi jeg er blevet ved med at træne, og fordi jeg også har trænet nogle lange ture. Det er som om at lange træningspas gør det nemmere at være afslappet i tankerne når man træner.
I sin bog ” The holistic, low-stress, no-pain way to exceptional fitness” skriver Phil Maffetone om fænomenet.
Bogen og Phil Maffetones bøger er en vigtig del af min træning. Han beskriver vigtigheden af at man træner træningspas der tager lang tid, da ens tidsfornemmelse er relativ – hvis man altå træner til at genemføre en konkurrence der tager lang tid.
Et eksempel på dette er at når man har kørt en ironman, så føles det ikke som særligt lang tid at gennemføre en halv ironman. Det er stadig vildt hårdt, men det føles ikke som så lang tid. Første gang jeg lavede en halv ironman syntes jeg det var en vildt lang dag. Efter at have kørt Ironman Germany 2004, ændrede det sig.
Så da jeg kom hjem fra min lange løbetur i dag, var jeg fysisk meget træt, men metalt meget afslappet. Det er en super fed fornemmelse og noget jeg kan anbefale at man lærer at kunne.
