“There is only one Hawaii and that is in Roth” – Alex Pedersen.
Har du over vinteren været med til nogle af OOB’s Shootouts vil du have mødt manden fra Næstved i de lilla tights!
Lasse Lindholm har været flittig deltager ved Shootouts for Lasse forberedte sig gennem vinteren og foråret til Challenge Roth!
Grundet sine tights fik han en del billige skud af træneren (mig) der ikke kunne findet andet end Lasses tights at sætte en finger på i hans indsats i sine forbredelse!
Stødt og roligt udviklede Lasse sin form og han kunne i begyndelsen af juli kører mod den en af de mest hellige strækninger i triathlon - Challenge Roth!
Han havde forberedt sig og var klar til den store dag!
Lasse Lindsholms Challenge Roth – når et mareridt bliver en drøm!
Jeg var den sidste der kom op af vandet. Overhovedet. Og oppe i skiftezonen havde man allerede pakket sammen og var taget hjem. Kun en enkelt mand var at se. Han baksede med at lukke låget på sin transportable cykelfryser, hvorfra han havde solgt is til glade tyske triathlon-fans. Jeg kiggede ned af mig selv. Fuck. Jeg havde mistet min chip. Nu var jeg officielt ude af racet. Allerede inden jeg kom op på cyklen. Hvordan skulle jeg nogensinde komme mig over det?
Og så vågnede jeg. Badet i sved. En søndag nat i april. Det tog mig flere minutter at forstå, at Challenge Roth 2012 ikke var skudt i gang endnu. At jeg faktisk havde en chance til d. 8. Juli. Selvom drømmen havde karakter af virkelighedstro mareridt, bekræftede den mig i hvor meget jeg ville det her. At gennemføre min første ironman. Uden at gå mærkbart ned. Men drømmen fortalte mig også, at jeg skulle få styr på mine nerver og forholde mig så rationelt som overhovedet muligt til den udfordring som tårnede sig op lidt over to måneder ude i horisonten.
Endelig stod jeg der så i søndags. Sammen med 3199 andre mennesker, der hver især havde båret en personlig drøm med sig til kanalen i Hilpoltstein. En lille naturskøn flække, hvor svømningen blev skudt i gang med Challenge- temaet bragende ud af højttalerne. Og jeg havde det godt. Rigtig godt. Træningen op til stævnet var i store træk forløbet perfekt. Jeg havde været forskånet for skader. Og sidst men ikke mindst havde jeg smidt de 13 kg som min (fantastiske) træner Aleksandar Sørensen-Markovic havde vurderet var realistisk og forsvarligt at kaste overbord, da vi satte målet i december.
Med startnummer 2800 var jeg placeret i det tredjesidste individuelle heat, og da startkanonen buldrede over os med orange badehætter, mærkede jeg en glæde og forløsning over, at jeg nu endelig kunne slippe kroppen fri i stedet for at tænke alting ihjel. Jeg var taknemmelig. Lige dér. Og så begyndte positionskampen.
Svømning er min svageste disciplin og som altid placerede jeg mig konservativt i feltet. Det stod dog hurtigt klart for mig at jeg enten
1)svømmede umanerligt godt på dagen, eller
2) svømmede i en flok der var lige så uefne i våddragt som mig selv. Om aftenen fandt jeg ud af, at det sidste nok havde været tilfældet (jeg svømmede på 1.20. Hverken værre eller bedre end jeg havde forventet).
Jeg fik hurtigt svømmet mig op i midten af feltet og fandt et par fødder at ligge efter. Der var mange triathlonglade soldater i ferskvandssuppen, men tingene kørte for mig. Og jeg blev båret frem af koklokker, truthorn og tilråb fra kanalens bredder – i en grad så jeg i min benovelse over rammerne skulle koncentrere mig om at bevare flowet.
Op af vandet uden problemer. Af med våddragten. Afsted mod cyklen. Et perfekt skifte, selvom min Giant var placeret i betragtelig afstand af, hvor SUB9-heltene havde fået lov at parkere deres carbonmaskiner. Nøj hvor jeg glædede mig til at komme ud og ligge i bøjlen. Erfarne tunger og Andreas Raelerts imponerende verdensrekord fra 2011 havde fortalt mig, at cykelruten i Roth var af den hurtige slags. Derfor skulle jeg også lige udover den bitterhed som modvinden ned mod sydpunktet i Greding bar med sig. Og det krævede mere end almindelig mandagsdisciplin af mig at holde pulsen i den lave del af zone 1 som Coach Aleks havde foreskrevet et par dage forinden.
Jeg havde på forhånd besluttet mig for, at jeg – for at undgå frustration i løbet af dagen – ikke ville fokusere på den samlede sluttid under racet. Derfor havde jeg også fravalgt at få vist tid og gennemsnitshastighed på cykelcomputeren. Det var pulsen, gennemsnitspulsen, distancen og den aktuelle hastighed jeg skulle bruge. Nichts weider. Alligevel skulle man ikke være koldkrigsspion for at regne ud, at jeg med vinden imod mig, ville få særdeles svært ved at komme under de 11 timer, jeg håbede at kunne gennemføre på under optimale omstændigheder.
“Fuck it“, tænkte jeg. Hold din puls, hold din plan og nyd at du er her. Og det gjorde jeg så.
Challenge Roth byder på to større stigninger, der begge skal bestiges to gange. Den første stigning i Greding var ubetinget den grimmeste. Den føltes som at få valget mellem et los i kuglerne med en Laboutin-stilet eller en brændende cigar af to store drenge i skolegården – for derefter at få serveret begge dele! Først en kort hård stigning.
Derefter en laaaaang fladere stigning, der samtidig gav mig en forsmag på den kærlighed man har til triathlon i Roth og omegn. Så tilbage nordpå med lidt mere fart i Speedplay-pedalerne. Her ventede det legendariske Solarer Berg.
Og hold nu kæft en oplevelse. Der var så mange mennesker på dén bakke, at mine nyindkøbte Reynolds Strike- hjul blev bange for, om de overhovedet kunne skære sig igennem det bayerske menneskehav, som henter sin unikke energi i en magiske kombination af skummende fadøl, Schlagerpop og selvvalgt menneskelig lidelse.
Sjældent har jeg håndteret smerter i lårbassen med et større smil på læben.
Mit energiindtag var perfekt på cyklen. Ikke mindst fordi min tro væbner Jakob Plesner – der også sparkede døren ind til triathlon for mig for små to år siden – brugte sin dag på at stå klar med min egen medbragte energi på toppen af Solarer Berg. En flaske High-5 af egen blanding akkompagneret af 2 salt sticks og en halv liter vand i timen. Det smager Grrreeeaaaat.
På starten af cykelturen så jeg en del lykkeriddere, der virkede som om, de satte sig op mod vejret og insisterede på at holde dén hastighed, de ville kunne holde på en vindstille dag. De fleste af dem så jeg igen, inden jeg ramte T2 i Roth i tiden 5 timer og 45 minutter – ca. 25-30 minutter mere end hvad jeg ville kunne præstere på cyklen med optimale vejrforhold. Men der var ikke noget at flæbe over. Jeg undgik punkteringer og mekaniske defekter. Og det var med kærlige tanker og taknemmelighed, at jeg stillede min trofaste ganger fra mig.
Også i skiftezone 2 fungerede tingene upåklageligt. Niveauet hos de frivillige hjælpere var tårnhøjt. Og de par minutter jeg tilbragte i deres hænder føltes som et komprimeret ophold på et wellness-resort. Jeg har modstræbende lært at tisse mig selv ned af benet på cyklen. Men uanset hvor meget jeg prøver, kan jeg ikke lade mit vand i bukserne, når jeg løber. Og tro mig. Jeg har prøvet på mine træningsture rundt om Christianshavns Vold. Derfor måtte jeg lige forbi det mobile toilet inden jeg igen forlod Roth for at ramme de støvede grusstier med løbeskoene på.
Som altid er jeg en fandens karl, når jeg begynder at løbe efter at have cyklet. Og jeg skulle virkelig tage mig sammen for at sætte farten ned og ramme mit planlagte pace på 5.15 per km. Som tiden gik skulle det dog vise sig, at jeg kom til at længes efter de tider, hvor et pace på 5.15 føltes langsomt. Og det er også her jeg efterfølgende kan se et helt åbenlyst forbedringspotentiale. Det er simpelthen ikke godt nok, at jeg ikke kan holde et højere men først og fremmest stabilt pace (første 21,1 km på ca. 1t57m. Sidste 21,1 km ca. 2.11). Jeg bliver simpelthen doven med løbeteknikken, når jeg rammer et vist punkt af udmattelse.
Men hey, løberuten lignede en slagtebænk, og jeg løb trods alt hele vejen. Der var længere hjem for alle de hårdt kæmpende sjæle, der allerede på første del af løbet gav efter for den djævelske og løgnagtige lyst til at spadsere smerten væk. Jeg lukkede mig inde bag mine Oakley-briller og satte blikket på uendeligt med Jay Z’s’No Church In The Wild’ i ørerne (jeg måtte efter 35 km erfare, at en iPod Nano tilsyneladende ikke tåler løbende overpøsning af vand med 10 minutters mellemrum). Min generelle tidsfornemmelse forsvandt og jeg accepterede smerten som et grundvilkår. Pludselig ramte jeg Roths brostensbelagte gader og et sandt jubelinferno af fantastiske, smilende, hjælpende og opmuntrende tilskuere. Øl & sport & passion. Bedre crowd fås ikke.
Lige dér tabte jeg endegyldigt mit hjerte til Challenge Roth.
Og da jeg løb op ad den røde løber med min stolte 9-årige datter Figne i hånden, væltede følelserne op i mig. Jeg tænkte på min smukke trofaste kone Katrine. Min triathlonglade søn Julius. Min bror og bedste ven Tobias. Mine nyfødte nevøer Vincent & Vito. Min ældste ven Andreas, der skulle have været her. Jeg tænkte på Chrissie Wellingtons smil. På Jakob og hans datter Ann-Sofie, der var taget med mig hele vejen til Roth. Jeg tænkte på Daniel, der konstant har opmuntret mig og kørt mig land og rige rundt for at få stævneerfaring. Og jeg tænkte på Coach Aleksandar, der har lært mig at svæve på nye måder.
Jeg tænkte på kolde februarmorgener på hometraineren. Og jeg tænkte på, at man er forpligtet til at række ud efter sine drømme. Så kom målstregen. Og så begyndte jeg at græde.
Livet er smukt. Og jeg er på vej.
