Min baggrund

Hvordan var det jeg kom ind i triathlonsporten. Hvad var min motivation, mine drømme og ambitioner?

Jeg begyndte at dyrke triathlon i 2002. For at forstå hvorfor det netop blev triathlon jeg kastede mig ud i, bliver jeg nød til at spole tiden nogle år tilbage.

Som teenager var jeg meget optaget af sport.

Særligt basket ball tog mange af mine år som teenager. Jeg var egentlig ikke noget særligt talent. Med mine 172 cm var der nogle naturlige begræsninger, men det lykkes mig dog at være på ungdomslandshold.
Jeg tog også et år til USA for at spille basket ball.

I USA opdagede jeg at jeg havde andre interesser end at dyrke sport. Særligt blev jeg dygtig til at drikke øl og spise usund mad.

Efter 10 måneder havde det lykkes mig at komme totalt ud af form og tage 25 kilo på.

De følgende år kan vel bedst blive beskrevet som at være blevet tilegnet sjov og spas.

Ganske kort optrappede jeg den livsstil jeg var blevet inspireret af i USA, men oplevede også mange dejlige ting. Jeg boede bla. i Caribien hvor jeg arbejdede som dykkerguide, og oplevede mange andre spænende ting, som jeg aldrig ville have været foruden.

Efter at være kommet tilbage fra Caribien begyndte jeg at føle et savn om at udfordre min krop fysisk og konkurrere.
Det med udfordringen var meget let fordi jeg var fuldstændig ude af form, og kunne dårligt holde til at løbe. Det med at konkurrere var knap så sjovt – når man er i så dårlig form som jeg var, er det nemt for stort set alle at slå en.

Herudover var jeg begyndt at have det rigtig dårligt med den måde jeg levede på. Jeg havde mange dårlige vaner, som jeg havde svært ved at ligge fra mig.

Nogle gange bliver man nød til at tage nogle drastiske beslutninger i sit liv. Efter endnu en meget hård druktur vågnede jeg, og var som de andre dage jeg vågnede med tømmermænd, totalt utilfreds med min indsats i livet.
Omtåget af tømmermænd besluttede jeg at jeg ville løbe et marathon i Århus, hvor jeg boede på det tidspunkt. Jeg have en kammerat som løb en smule, så jeg tog med ham ud.

Jeg vil aldrig glemme den tur. Jeg boede tæt på Risskov i Århus. Her er der en lille rundstrækning på 3 km. Hjemme fra hvor jeg boede ville det være en tur på 5 kilometer.
Jeg kom igennem turen, men måtte gå hjem fra skoven. Jeg kan huske at jeg smagte blod og mine ben rystede helt vildt i lang tid efter turen…men hold kæft hvor var det fedt. Pludselig begyndte jeg at tro på min marathon projekt, som kun var 8 uger væk.

Herefter gik jeg igang med træning, og gennemførte løbet på 3 timer og 42 minutter. Den stolthed jeg havde i kroppen efter løbet vil jeg heller aldrig glemme. Men mere vil jo som bekendt have mere.

Ny triathlet.

Min rejse ind i triathlon begyndte i 2002. Jeg havde en god ven, Jesper Olsen, som dyrkede triathlon. Jeg kan huske at han på dette tidspunkt trænede til at skulle komme under 10 timer på en ironman. Fuldstændig vanvittigt og uopnåeligt for mig, var jeg på det tidspunkt overbevidst om.

Med Jespers hjælp fik jeg i foråret 2002 købt en cykel og en våddragt. Den fornemmelse af frihed jeg mærkede første gang jeg satte mig op på en racer cykel og kørte afsted var ubeskrivelig. Jeg tror alle der har prøvet det ved hvad jeg taler om. Ved du det ikke skulle du tage af få fat i en racer cykel..det er ubeskriveligt fedt.

Mit første triathlon stævne.

I sensommeren 2002 kørte jeg mit første stævne i Helsingør. Jeg var blevet medlem af en triahtlon klub, KTK86.

Vi skulle følges til Helsingør. Så lidt over 7 mødtes vi på Københavns hovedebanegård. På vej til toget kørte jeg forbi Cafe Lousie og andre morgenværtshuse, som mindede mig om hvad jeg ikke mange måneder tidligere ville have brugt mine søndage morgener på. Jeg var bare helt vildt stolt over at komme på min triathlon cykel med en taske på rygge, klar til race.

Selve stævnet var en sprint triathlon. Dog var der ikke meget sprint over hvad jeg fortog mig. Særlig i slutningen var det meget hårdt.

Hvor sygt det end må lyde var jeg lykkelig. Jeg havde fundet noget jeg havde savnet, og det som var hele motivationen til at ændre min livsstil. Jeg var i gang med at udfordre mig selv og konkurrerede mod min mest spændende og fascinerende modstander, nemlig mig selv.

På vej hjem fra stævnet havde jeg svært ved at tørre smilet af mine læber. Et år tidligere havde jeg ført et liv som på intet område mindede om min nye livsstil. Jeg tror hvis man har prøvet at være nede og kommer tilbage til noget godt, så vil man forstå præcist hvor tilfredsstillende det er.

De næste år.

Efter stævnet i Helsingør kørte jeg en halv jermand i Silkeborg. Jeg kørte for at gennemføre, men kom i mål i 4 timer og 43 minutter hvilket var en kæmpe overraskelse for mig.

På det tidspunkt havde jeg en træner, Jens Lünekilde, som jeg tror allerede dengang vidste at jeg kunne udvikle mig til at blive en habil triathlet.  Han var dog så sød at han lod mig selv opdage det.

Jeg tror næppe noget er mere pirrerende end at opdage et talent man ønskede man havde men ikke vidste man havde.

De næste år blev brugt på at træne mere og mere. Dog havde jeg meget svært ved at droppe min gamle livsstil og var vel på intet tidspunkt virkelig seriøs med triahtlon. Jeg elskede det og brugte en del tid på det, men holdte også af at gå i byen og gøre hvad jeg tidligere havde gjort.

Så skete der noget.

I 2004, dagen efter jeg havde kørt min første ironman, sad jeg ved award dinner og kiggede op på podiet hvor stævnets vindere blev hyldet. Jeg tog en rask beslutning – der skulle jeg også op at stå.
Jeg havde haft en fantastisk oplevelse med at kører ironman stævnet, men forstod også, at hvis jeg nogensinde ville finde mit potentiale ville det kræve en helt helt anden indstilling end jeg tidligere havde haft.

Jeg aftalte med Jonas Christoffersen (som ejer Endurancesport) at han skulle hjælpe mig. Jeg ved at han syntes mine mål dengang var urealistiske, men han lavede programmer til mig, som jeg fulgte som var det ord sendt fra himlen.

Gennembrud.

Efter en vinter med hård træning fik jeg i 2005 min først sejre i triatlon. Jeg havde udviklet mig fra at være en der sluttede midt i feltet til at begyndte at vinde stævner, godt nok små stævner, men alligevel en kæmpe udvikling.

Ved ITU langdistace VM i Fredericia blev jeg nr. 2 blandt de 25-29 årige og nr. 3 blandt alle amtører.

Ironman fokus.

Jeg besluttede mig for at jeg ville fokuserer på en distance – ironman distance. Jeg havde et mål for 2006 om at komme under 9 timer.
Jeg tror jeg var den eneste der troede det skulle lykkes da jeg begyndte træningen frem mod det. Jeg havde dog ingen tvivl .
9 timer på en ironman er en magisk grænse som få lykkes at knække.

Det krævede meget hårdt arbejde den vinter og det forår, men jeg nåede mit mål – 8 timer og 43 minutter blev tiden. Det var helt uvirkeligt. Flere uger efter var jeg som på en anden planet.
Det tog mig noget tid at bearbejde at jeg på lidt over 4 år var gået fra dårligt at kunne løbe 5 kilometer i Risskov til at blive nr. 17 i et af verdens største og stærkest startfelter på ironman distancen.

Ned og optur.

I 2007 ville jeg selvfølgelig  nå et nyt niveau. Dog blev året noget anderledes end jeg havde håbet.
Et forår med tendens til overtræning, og et stævne der ikke forløb efter planen gjorde at jeg jeg ikke nåede mine mål i første halvdel af sæsonnen.

Sommeren var meget hård, fordi jeg vidste at jeg var nød til at ændre min tilgang til min træning. Hvad jeg havde lavet indtil nu var ikke det det krævede at nå mine mål. Problemet var at jeg havde det meget godt i det setup omkring min træning, men vidste at hvis jeg nogensinde skulle tage den lille chance jeg har for at nå mine mål, så skulle jeg ændre nogle ting.

Jeg har i hele min periode i triathlon kun været omgivet af mennesker der ønsker mig det bedste. De bakkede mig alle op i min beslutning om.

Jeg valgte at kører Ironman Florida i november 2007. Jeg trænede perfekt mod stævnet og vidste da jeg stod på startlinien at jeg havde nået et ny niveau.

Stævnet gik rigtig godt. Jeg blev nr. 13 i 8 timer og 44 minutter på en rute der var en del langsommere end den jeg året før havde kørt.

2008 og fremtiden.

Stævnet i Florida overbevidste mig fuldstændigt om at jeg kan nå mine mål om topplaceringer til ironmanstævnerne. Jeg ved at det vil tage nogle års hård træning, men jeg er overbevidst om at jeg kan gøre det.

Jeg besluttede i år, 2008, besluttede jeg at jeg vil leve af at dyrke triathlon. Det har egentlig været min drøm i et års tids, men turde i en periode ikke være ærlig overfor mig selv og indrømme at det er det jeg vil.

Jeg håber de næste mange år at kunne blive ved med at udvikle mig, både som triathlet, men primært som menneske, for det er i bund og grund den rejse jeg har nydt mest de sidste par år.  Når jeg tænker på hvordan mit liv var for 5 år siden, er jeg lykkelig over den udvikling der er sket.