Sygdom og ironman træning
March 31st, 2009 af Aleksandar
Jeg har den sidste uge ligge pænt underdrejet som de siger i Herning.
Man har, og jeg har især, mange tanker når man ligger og føler alt ens hårde arbejde forsvinde ud af kroppen og ned i lokummet – bogstavligt talt i mit tilfælde.
En af de tanker jeg altid får er om jeg skulle finde på noget andet end at være triatlet. Måske stikke til søs og erhverve mig som pirat ud or Somalia – så kan jeg også blive i Afrika som jeg jo er kommet til at holde af.
Det er super frusterende at blive ramt af sygdom når man træner og ligegyldig hvor lang tid mange år man træner så tror jeg aldrig at denne fornemmelse vil forlade en.
Det er som om at alle ens hårde timer bare går til spilde mens man ligger i der i alt sin ynkelighed.
Jeg vil nok aldrig blive beskyldt for at have en overvejende rationel personlighed..jeg er sådan lidt mere impulsiv. Derfor er mine første reaktion når sygdommen melder sig altid den samme..total panik.
Hvis min mor eller en anden kvinde jeg kan snurrer om min finger ( jeg nævner min mor da der ikke findes så mange andre piger jeg kan gøre det med) så står den på kolde omslag og masser af medynk og bekræftigelse i hvor synd og urimeligt det hele er for mig.
Efter nogle dage begyder det at blive lidt kedeligt og som sygdommen aftager overtager en mere normal tankegang og jeg kigger gamle træningsdagbøger igennem – stadig ikke normal opførsel – for at se hvor lang tid det normalt tager mig at komme tilbage på niveau efter sygdom.
Selvom gamle træningsbøger er kedelig læsning så er det dejligt at blive bekræftiget i at sygdom ikke er jorden undergang. Faktisk er det uundgåeligt når man træner og selvom det ikke just er en posivtiv ting så plejer det at være et mindre set back.
Jeg vil sige, og siger det også til de jeg træner, at man det typisk tager så lang tid som man er ude med træning for at man er tilbage på niveau og sygdommen er glemt.
Det betyder for mit vedkomne at jeg den kommende uge må væbne mig med tålmodighed og min træningsmakker her Thomas Beck må lægge øre til lidt flere af mine historier end normalt.
Så bliver du ramt af sygdomdom så lad være at gå i panik..it ain’t the end of the world. Oftest er skaden noget vi forestiller os. Virkeligheden er typisk ikke så barsk som vores fantasi..ihvertilfald ikke på dette område.
April 1st, 2009 at 7:04 pm
Stakkels Thomas… Er det egentlig okay at træne hvis man er syg i hovedet… Ps har du læst sidste triathletes artikel om at træne alt løb i raceflats, og få mindre skader…?
April 2nd, 2009 at 4:04 pm
Thomas har godt af det..ellers sidder han bare derhjemme og kigger ind i vindueskarmen
Jeg læser ikke sådanne artikler da jeg ikke vil overtræne mine mavemuskler..og mavekramper når man griner er ikke at spøge med.