THE NORTH FACE TRANSGRANCANARIA 2013 RACE REPORT PART I

4 marts 2013 af

Aleksandar Sørensen-Markovic atter Transgrancanara 2013

Skal vi aftale kl. 04:15?”

Nej, lad os sige kl. 04:10!”

Store og vigtige dage begynder altid flere dage i forvejen.

Fredag aften blev de sidste detaljer før Transgrancanaria aftalt med de andre deltagere.

Med tiden er min angst flyttet fra ikke at få søvn nok, til ikke at komme op til tiden!

En vigtig dag vil man ikke komme for sent i gang med, og derfor var det let at finde enighed om at stå urimeligt tidligt op.

Præcis som før et hvilket som helst andet stævne der begynder tidligt, eller en anden vigtig dag der må begynde meget tidligt på dagen, var det ikke muligt at sove noget nævneværdigt.

Tidligere i mit liv som sportsmand var jeg altid meget nervøs, men med tiden er bekymringerne skiftet fra ikke at få sovet, til ikke at komme op til tiden – det kan vel egentlig komme ud på det samme, men konklusionen er den samme – sidste nats søvn betyder intet. Man vågner med en tanke – jeg er klar til i dag!

Allerede før vækkeuret ringer er jeg klar – klar til en lang og vigtig dag. I spejlet på hotellets badeværelse bliver dagens første indskydelse udfordret en smule, men ikke yderligere end lidt mental gymnastisk og to kopper kaffe får tanker på ret kurs igen.

Tuba, macarena, stønneri om natten og stejle stigninger!

Ultraløb er altid vært for mega bizarre øjeblikke – og 2013’s udgave af Transgrancanria skulle var start vise sig ikke at være en undtagelse.

Starten skulle gå kl. 06:00 i Agaete – en lille havneby på Gran Canaria hvis vigtigste opgave vel er en færgeafgang til Fuerteventura og andre destiantioner.

I den lille og meget øde haveneby var et par sidegader stopfyldt med spandex indhyldet mennesker med pandelamper og rygsække. Alle forsøgte at finde lidt læ fra en kraftig vind som blæste.

Kort efter at have fundet læ i en døråbning kom, hvad jeg anslår må have været byorkesteret, blæsende for fuld musik gennem de to fyldte gader. Orkesteret var akkompagneret af et par festelige lokale – i sandhed et bizart kulturclash mellem nervøse bjergløbere og festglade lokale spaniere.

Når starten går, så forsvinder fornuften!

Som ethvert andet ultrastævne jeg har deltaget i, får jeg en bestemt tanke når jeg kigger mig rundt på de fleste andre deltagere lige efter starten er gået;

”Hvad havde du forestillet dig?”

Deltagere lagde ud som vilde og pustede og stønnede meget markant – med 15+ timers løb foran sig skulle man ellers tro at det kunne svare sig at økonomisere med kræfterne.
Deres lyde i mørket og synet af de mange deltageres pandelamper, som danner en lysende og bevægende slange i nattens mørke, satte i den grad scenen til til bizar dag – en dag man ikke vil kunne komme til at glemme foreløbig.

Bjergenes retfærdighed!

Ruten var meget enkelt. 500 meter ligeud og så til højre – herefter op mod øens højeste punkt som ligger underkanten af 2000 meter og derefter ned på øens’ anden side.

Det kan lyde som en enkelt rute, men terrænet er hverken enkelt eller synderligt indbydende hvis man vurderer stierne man løber på.

Det kan let føles meget hårdt det hele, og det er jo ikke udelukkende det som er hensigten. Derfor husker jeg altid at minde mig selv om at stoppe og og kigge op fra tid til anden for at suge indtrykkene af fabelagtigt og rå natur ind.

Gran Canaria har noget at byde på, og mens første opstigning var vel undervejs begyndte jeg at vågne og glæde mig til at nyde naturen på den ø som jeg er kommet til at holde rigtig meget af i min tid som triatlet og senere som løber.

Mens mørket langsomt forsvandt, tyndede det ud blandt mennesker omkring mig og jeg kunne se at opstigningen tog os tættere på skyerne – som hang lavt over øens højeste punkter.

Et kig mod havnebyen hvor starten var gået, afslørede en meget flot og meget orange solopgang hvis skær kun finder sit lige hvis man skulle opholde sig i bjerge.

Løbet begyndte nu for alvor og jeg begyndte at tænke.

Magi opstår i de korte øjeblikke hvor tro bliver til viden.

Jeg tænkte meget over bjerge.

Jeg har altid holdt helt enormt af bjerge og altid følt mig rigtig godt tilpas i bjerge.
Jeg er født i et land med meget store og enormt stejle bjerge – måske derfor jeg føler mig så godt tilpas her. 
Der er noget enkelt og ærligt over bjerge og det at løbe i bjerge.

Årsagerne til at løbe over et bjerg behøver ikke være andet end at man gør det fordi det er der, og fordi man tror man kan.
Det er dog en voksen opgave og glæden der indfinder sig når tro bliver til viden når man krydser målstregen er ubeskrivelig.

Her er succes enkel – enten kan du, ellers kan du ikke!

Kan jeg acceptere ikke at lykkes?
Det er spørgsmålet alle deltager bliver konfronteret med!
Det er i spændingen mellem det spørgsmål og hver deltageres tro og håb hvor præstationerne skabes – det har egentlig intet med bjerge at gøre, selvom at besvare spørgsmålet let kan forveksles med mental bjergbestigning.

En god dag var godt i gang.

Part II følger!