Tommy Nielsen – Friend and foe
August 14th, 2009 af Aleksandar
Weekendens DM stævne i Juelsminde var selvfølgelig en konkurrence hvor alle gerne vil slå alle men selvom dette er indstillingen til konkurrencen er sådan et stævne en fantastisk fed social oplevelse.
Der er rigtig mange fantastisk mennesker i triathlon..faktisk kan jeg kunne komme i tanke om en lille håndfuld som ikke vil være velkomne i Mimersgade til kager fra Al Basha.
En af de triahtleter i Danmark jeg har størst respekt for og hvis selvskab jeg nyder mest er Tommy Nielsen fra Silkeborg.
Tommy er en fantastisk fyr. Han er far til en mindre hær af børn, arbejder fuldtid og er samtidig enormt aktiv i triathlon.
Han har blandt mange andre ting ting et triathlon forum hvor der er mulighed for at nørde igennem med detajler etc.
Jeg mødte Tommy første gang ved VM i Fredericia hvor jeg løb forbi ham efter omkring 22 km.
Tommy var en klart bedre atlet end jeg og havde en rigtig off day og selvom han havde invisteret meget i stævnet havde han overskud til at heppe på mig og efter stævnet anerkendte han at jeg slog ham..ingen dålige undskyldninger – det imponerede mig meget fordi jeg vidste udemærket godt hvordan udfaldet ville have været hvis Tommy havde været en smule mere på toppen.
Den situaiton beskriver perfekt min oplevelse af Tommy. Altid tid til modstandere og giver altid et godt råd hvis han bliver spurgt.
En ironman maniac.
Tommy satser som jeg næsten udelukkende på ironman distancen. Han har været på Hawaii 9 gange og tager til oktober derover for 10. gang..det er dansk rekord og han har enda vundet titlen som verdens bedste i sin aldersgruppe..det kræver sin mand.
På ironman har Tommy kørt 8 timer og 33 minutter i et stævne hvor jeg i den grad fik kørt snotten rundt i masken af manden fra Silkeborg 
Interview.
Jeg har stillet Tommy nogle spørgsmål fordi vi alle kan lærer af ham hvordan man balancerer sin træning med resten af sit liv.
Aleksandar: Ved siden af dit arbejde, familie og venner hvordan finder du så overskud
til at dyrke ironman triathlon?
Tommy: På mange måde tror jeg, at det forholder sig omvendt. Hvis jeg ikke dyrkede Ironman, så ville jeg ikke have overskud til noget af det andet. Jeg har altid arbejdet ud fra en filosofi om at det koster noget at få noget, dvs. at jeg investerer tid i triathlon træning og får til gengæld et pænt overskud i hverdagen.
Aleksandar: Du har dyrker triathlon i en del år og dit liv har vel ændret sig meget i
de år. Her tænker jeg på at gå fra ung tri bums til familie far. Hvordan
bliver du ved med at udvikle dig år for år. Her antager jeg at du ikke har
så meget tid som du tidligere har haft ?
Tommy: Det er sjovt at tænke tilbage på min start indenfor triathlon sporten. Min første konkurrence var i 1988 til en byfest! Jeg havde hverken cyklet eller løbet og jeg kendte ikke ruten, som i øvrigt ikke var mærket af. Jeg kom først ud af vandet (selvom jeg svømmede 100m for langt) og måtte vente på nummer to for at få ham til at vise vej på cykel! Jeg endte med at snuppe sejren på løbet i en sprint. Den gang trænede jeg faktisk mindre end jeg gør i dag og det skyldes faktisk at jeg ikke rigtig kendte andre som dyrkede sporten. Jeg vidste altså intet om hvor meget andre trænede, så jeg tænkte at en cykeltur og en løbetur pr. uge var OK. Senere på en træningsweekend med forbundet fandt jeg virkelig ud af hvordan tingene hang sammen! Her trænede jeg på én weekend (i april) mere end jeg havde trænet de foregående 3 måneder.
Det var bestemt ikke tiden, som satte begrænsningen dengang. Jeg udnyttede det bare ikke, udelukkende pga. uvidenhed. I 1996 endte jeg i Tyskland, hvor jeg boede et par år og det var et kulturchok rent træningsmæssigt. Her trænede mine ligemænd 15-20 km svømning pr. uge, cyklede 600 til 800 km pr. uge og løb mellem 60 og 80 km. Jeg prøvede aldrig på at matche det niveau, men 1996 blev det år hvor jeg træede flest timer på et år. Jeg trænede næsten 500 timer det år.
Inden hver sæson finder jeg ét nyt fokusområde, som jeg mener, er essentielt for mig at forbedre. På den måde synes jeg at træning får ny betydning hvert år og jeg udvikler mig tilsvarende.
Aleksandar: Hawaii Ironman er noget der facinerer og holder mange fast i
triathlon sporten. Drømmen om at komme til Hawaii er vel for triahtleter
nærmest at sammenligne at for muslimer at komme til Mekka.
Fortæl i korte træk hvordan det er lykkes dig nu for 11 gang at skulle til
Hawaii.
Tommy: Faktisk er det kun 10. gangJ Men det er vist også Danmarks rekord. Jeg kvalificerede mig for første gang i 1996 i Roth. Dengang kunne jeg slet ikke tro at det faktisk lykkedes mig. Det var en uvirkelig drøm, som gik i opfyldelse. Det var en fed, fed oplevelse. Sidenhen er det gået lidt slag i slag og jeg har været heldig at kunne kvalificere mig hver gang jeg har forsøgt.
ALeksandar: Jeg vil ikke spørge dig om hvordan en typisk træningsuge ser ud for at nå
dine mål, men istedet spørge dig hvilke tanker og overvejelser du har gjort
dig på andres vegne som drømmer om ironman men har samme forpligtelser i
deres liv som dig?
Tommy: Alle kan gennemføre en ironman, men det er ikke let. Det første skridt er at opnå opbakning / forståelse fra baglandet. Her tænker jeg naturligvis primært på familien. Det er afgørende at få etableret en ugentlig rytme, som atleten og familien kan vænne sig til og som kan gennemføres 40 ud af året 52 uger. Med andre ord sigt efter kontinuitet. Derfor er det også bedre at træne 2 eller 3 timer mindre pr uge, men til gengæld kunne gøre det uge ud, uge ind. Den fysiske træningsmængde skal være nøje afstemt med dit livs generelle stress niveau. Her mener jeg, at hvis du arbejder meget eller har meget stres i livet, så skal din fysiske træning fylde tilsvarende mindre. Kroppen kan ufattelig meget, men har også grænser, og de skal overholdes.
Aleksandar: I det sidste spørgsmål er det oplagt at spørge hvor længe du har tænkt
dig at det skal fortsætte med triathlon og ironman. Kan du mærke på kroppen
at det er hårdt eller er ilden i dig intakt for at udfordre dig selv på den
lange distance?
Tommy: Jeg kan godt forstå at du stiller det spørgsmål. Det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg jævnligt må trækkes med skader. Mit underben er desværre svært udadroteret og det passer ikke godt til min fodstilling (der gerne vil den modsatte vej). Derfor løber jeg jævnligt ind i skader. Det har altid været sådan og jeg kan ikke mærke nogen forandring på det punkt. Faktisk har kroppen det rigtigt godt og jeg kan ikke umiddelbar se nogen ende på sporten for mit vedkommende pt.
Tommy Nielsen is good people
