KMD Challenge Copenhagen har i år skabet et hold af ambassadører som blandt andet støtter Who Is Number One.
En af dem er Trine Lisberg Toft.
Hvordan/hvorfor er du havnet i en sport som triathlon?
Flere år tilbage fik jeg en knæskade, hvilken senere hen desværre betød, at jeg måtte stille mine løbesko på hylden – permanent! Det var dommen fra læger og specialister.
Jeg gik fra at være dagligt aktiv, og på den måde føle mig sund og rigtig godt tilpas i min krop, til at skulle acceptere min skade og dermed føle at min krop, og faktisk også mit “jeg”, blev træt og doven.
Det var rigtig rigtig svært! Tiden gik og for hver gang jeg gik og drømte om at at være tilbage, og dermed gav det et go, gav det bare den ene skuffelse efter den anden. Jeg kunne ikke løbe uden smerter og på et tidspunkt nåede jeg dertil hvor jeg fik overbevist mig selv om at det ikke var dét værd at fortsætte med at prøve. Det endte bare i nedtur på nedtur….
Jeg havde accepteret det og og fik først rigtig modet på at prøve igen tilbage til Copenhagen Challenge 2011. Jeg havde fulgt lidt med på hjemmefronten når min kæreste, der trænede mon sin første Ironman, brugte ligeså mange timer på træning som vi andre bruger på et fuldtidsjob 
Jeg var med til et par events, småløb mv., og sjovt så det da ud, men det var først på selve race day (CC 2011), at jeg var overbevist. Jeg skulle det dér! Fra sidelinjen iagttog jeg triathleterne mens de svømmede, cyklede, løb, grinede, græd, bandede, svedte, frøs og alt andet hvad der er at finde på triathlon menukortet. Det var så tilpas “for meget” og vildt for mig, at jeg fik lyst til at være i det. Ikke fra sidelinjen men vitterligt i det.
Jeg blev fascineret, inspireret og rørt. Jeg ville finde mine grænser – og forsøge at flytte dem, og jeg ville føle den følelse jeg så i deltagernes øjne. Følelsen af at nå et mål man har sat sig er noget af den største tilfredsstillelse man kan få. Det var tid til et nyt mål.
Det har kostet mig meget i tid og penge at komme tilbage i god form – uden smerter vel at mærke, men med hjælp fra gode trænere og specialister, fysioterapeuter mv. er det lykkes mig. Jeg har kæmpet med tålmodigheden (eller rettere mangel på samme) og der har været mange “1 skridt frem, 2 tilbage” episoder.
Jeg kunne ikke svømme 25 m. crawl og jeg havde aldrig nogensinde siddet på en TT cykel, hvilket var nogle ret så store udfordringer for mig. Men jeg bare måtte tage dem op. Den første primære form for træning var mentalt. “Triathlon? Det…øh…ser sjovt ud. Men kan jeg lære det? Se hvor hårdt det er for dem der kæmper sig mod mållinjen! Har jeg viljen til det?”.
Dét at være i stand til at mestre de 3 discipliner som triathlon nu engang består af, byder op til dans med en meget alsidig form for motion. Træningen er varieret hvormed kroppen og alle dens muskler trænes, og det bliver aldrig ensformigt og kedeligt. Men det har været udfordrende som bare pokker. På den anden side – hvis det ikke havde været så udfordrende, så havde jeg måske ikke valgt at være stædig og hænge i?
Nu er der snart gået 1 år siden KMD Challenge Copenhagen 2011. Jeg har lært at crawle, jeg er blevet bedste venner med min TT cykel, og jeg kan løbe igen. Jeg har gennemført min første triathlon nogensinde (1/2 Ironman) uden at give op. Jeg har det fantastisk, jeg nyder min træning, og jeg har mod på så meget mere. Det har været en rejse uden lige, at komme hertil. Men rejsen er langtfra ved at ende. Den er først lige begyndt.
Hvad er den ting du sætter mest pris på ved din træning?
Der er ikke kun én ting men flere…. Med træning følger så mange ting jeg sætter pris på, men skal jeg vælge én bestemt ting, så er det de dialoger jeg har med mig selv i mit helt eget frirum.
Der følger mange sociale events med og jeg har fornøjelsen af at træne med mange dejlige triathleter, men dér hvor træningen virkelig giver mig noget er i mit helt eget private frirum. Det er dér hvor jeg kan mærke mig selv for alvor og stille mig selv spørgsmål som f.eks. HVORFOR jeg bruger min tid på al den træning – og kan give mig selv et svar der er tilfredsstillende og giver mening -for mig.
Svaret på dette spørgsmål skal give mig et smil på læben – også når det for alvor gør ondt, det skal give mig et overskud og en følelse af sundhed. Det være sig også indre dialoger om målsætninger, diskussioner med mig selv, om at overbevise mig selv, om hvor vanvittigt stort det er at nå det mål jeg har sat mig uden at give op mm.
Frirummet bruger jeg til at lade tankerne flyde, til at drømme, til at fornøje mig over at mit helbred bliver bedre og bedre, til at sætte nye mål, til at mærke efter når der kun er mig, til at optimere, til at….bare nyde! Nyde at jeg igen er i stand til at gøre noget godt for mig, for min krop og samtidigt have det sjovt.
Hvad vil du mene er din bedste vane som andre vil kunne have glæde af?
Jeg har gjort det til en vane, at finde min personlige motivation frem et par gange i løbet af ugen. Bare lige et kort øjeblik hive den frem og minde mig selv på hvorfor det nu er jeg gør det her.
Det lyder måske meget basalt, men uden motivation er min træning ikke effektiv og relevant. Det sker helt naturligt, at lysten til fravalg optræder i træningen når vi bruger så mange timer på det som vi gør. Uden motivation og tro er det nemt at springe over, og endeligt at give op på hvad det er man har sat sig som mål.
At være nummer 1 er noget man vælger at være overfor sig selv!
